Aktier/åbning: Sydbank får hug - og C20 falder yderligere
Ligesom i resten af Europa står den på kursfald på det hjemlige aktiemarked torsdag fra åbningen. Tendensen kommer ikke helt uventet, efter af børserne i Asien torsdag var præget af kursfald. Herhjemme er Sydbank samtidig med til at presse banksektoren efter annonceringen af nye store nedskrivninger.
Ved 9.25-tiden ligger C20 Cap-indekset 0,4 pct. lavere i 651,22 efter fald også de foregående to dage på samlet et par procent.
Sydbank overraskede markedet med en meddelelse torsdag morgen om, at det i fjerde kvartal venter nedskrivninger på 850 mio. kr., hvoraf 500 mio. kr. kategoriseres som "ekstraordinært", efter at Finanstilsynet har aflagt banken et besøg. Sydbanks nedskrivninger for hele året ventes dermed at blive 1825 mio. kr.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og påvirker desværre resultatet for 2013 negativt, skriver Karen Frøsig i en pressemeddelelse. Hun understreger dog, at nedskrivningen ikke påvirker de langsigtede mål eller bringer Sydbank ud i en position, hvor der er problemer med kapitalen eller solvensen.
Bag nedskrivningerne står landbrug og Tønder Bank. For begge er Sydbank blevet negativt overraskede.
- Med hensyn til Tønder Bank sker nedskrivningerne efter en ny grundig gennemgang af arrangementerne. Vi fik mange nye gode kunder, men desværre har kvaliteten af en del af de arrangementer, vi overtog, vist sig at være overraskende dårlige. Derfor nedskriver Sydbank med yderligere 225 millioner på arrangementerne i Tønder Bank, skriver Karen Frøsig.
Sydbanks aktie falder fra åbningen 4,5 pct. til 145,5 kr. Blandt de øvrige bankaktier falder Jyske Bank 1,5 pct. til 280,3 kr., mens Nordea ligger 0,9 pct. lavere i 68,5 kr. og Danske Bank dykker 0,2 pct. til 121,1 kr.
Også FLSmidth har det svært fra dagens begyndelse og falder 1,1 pct. til 270,2 kr. efter meldingen efter børslukketid onsdag om, at det har tabt en voldgiftssag til MT Højgaard omkring kompensation for forsinkelser på en britisk cementfabrik. Det koster 160 mio. kr. på EBITA-niveau og 120 mio. kr. på bundlinjen, hvilket udløste en nedjustering.
Alm. Brand skriver i sin morgenberetning, at effekten på bundlinjen svarer til 2,3 kr. per aktie og på netto pengestrømmene med 3,2 kr. per aktie.
MT Højgaards ejere, Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, har derimod fået medvind af dommen. Højgaard-aktien stiger 6,0 pct. til 177 kr. Monberg-aktien, der onsdag endte i 251 kr., er endnu ikke handlet, men der ligger bud på aktien til kurs 260,5 kr.
Møbelkæden BoConcept præciserede i sit regnskab for 2. kvartal torsdag morgen forventningerne til indtjeningen til den nedre del af det tidligere meddelte interval. For 2013/15 ventes nu en overskudsgrad, EBIT-margin, på 2,5 pct. mod tidligere 2,5-3 pct. Det er baggrunden for, at aktien torsdag morgen falder 1,1 pct. til 88,5 kr.
Vestas kan glæde sig over, at man har fået en mindre ordre i Canada på 24 MW. Ordrerne er til flere små projekter i provinsen Nova Scotia. Vestas ligger i toppen af C20-indekset med en stigning på 0,5 pct. til 141,8 kr., efter at den onsdag lå i bunden efter et fald på 3,4 pct.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk