Aktier/åbning: Virusfrygt sender C25 ned for syvende dag i træk

Udgivet den 28-02-2020  |  kl. 09:24  |  
DSV

Store kursfald præger ugens sidste handelsdag på det danske aktiemarked kort efter handelsstart, hvor Ambu, Rockwool og Novozymes især får kursklø.

Det er fortsatte bekymringer for spredningen af coronavirusset uden for Kina og usikkerheden om de konkrete økonomiske konsekvenser globalt, som er med til at gøre investorerne nervøse.

Bekymringerne har præget hele ugen, og fredag er den negative stemning langtfra forduftet,

Eliteindekset, C25, starter med et fald på 2,6 pct. til 1216,81, og dermed lægger indekset an til syvende handelsdag i træk med fald.

Siden fredag i sidste uge er indekset nu faldet mere end 10 pct., og samtidig er stigningen fra den første periode af året blevet helt udvisket.

Nervøsiteten har i løbet af ugen ramt aktierne bredt, men især de cykliske aktier som A.P. Møller-Mærsk, DSV Panalpina har været tynget af bekymringerne.

MÆRSK FORTSÆTTER NED

Mærsks B-aktie er faldet med 18 pct. i løbet af den seneste uge, når morgenens dyk på 2,3 pct. til 6744 kr. medregnes. Det er kun de regnskabsaktuelle selskaber ISS og Jyske Bank, der overgår det fald på ugebasis.

DSV Panalpina starter fredagen med et fald på 2,3 pct. til 674,20 kr., og den seneste uge er aktien blevet sendt 13,8 pct. ned.

Ingeniørkoncernen FLSmidth, der også bliver betegnet som en cyklisk aktie, har klaret sig lidt bedre i løbet af ugen, hvor det er blevet til et samlet kursfald på 9,7 pct.

Fredag morgen dykker aktien 2,5 pct. til 223,90 kr., på trods af at finanshuset HSBC har løftet kursmålet for aktien til 300 kr. fra 270 kr.

Finanshuset gentager sin positive anbefaling "køb", viser data fra Bloomberg News.

Ambu er fredag morgen den mest faldende aktie med et dyk på 4 pct. til 147,35 kr.

SÆNKEDE KURSMÅL FOR NORDEN OG DFDS

Norden fik sent torsdag omvendt sænket kursmålet med 16 pct. til 105 kr. fra førhen 125 kr. af investeringsbanken SEB Equities.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på knap 32 pct. i forhold til lukkekursen torsdag.

Norden-aktien falder dog 3,5 pct. til 76,85 kr.

DFDS har også fået sænket sit kursmål til 350 kr. fra 370 kr. af det canadiske finanshus RBC Capital. Finanshuset gentager ved samme lejlighed den positive anbefaling "outperform".

Aktien starter 2,9 pct. lavere i 237,80 kr.

ALK-Abelló har desuden fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af det svenske finanshus Handelsbanken. Handelsbanken hæver kursmålet for aktien til 2080 kr. fra 2071 kr.

Selskabets aktie falder alligevel 1,9 pct. til 1720 kr.

Fredagen byder også på en række regnskaber fra Orphazyme, Den Jyske Sparekasse, Jeudan og Danske Andelskassers Bank.

ORPHAZYME VENTER AT ØGE DRIFTSUNDERSKUDDET

Orphazyme har leveret sit årsregnskab allerede forud for børsåbningen.

Det viser, at selskabet i 2020 venter at øge driftsunderskuddet til 500-550 mio. kr. Ved udgangen af året forventer selskabet desuden at have en kassebeholdning på mere end 300 mio. kr.

I 2019 indfriede Orphazyme til sammenligning et driftsunderskud i niveauet 336 mio. kr., og kassebeholdningen blev ved årets udgang opgjort til 124 mio. kr.

Selskabets aktie dykker 7,7 pct. til 91,60 kr.

Parken Sport & Entertainment kan også komme i fokus, efter at FC København torsdag aften spillede sig videre i Europa League ved at slå skotske Celtic med 3-1 i Glasgow.

Det er kun anden gang i historien, at FCK går videre fra knockoutfasen i en europæisk turnering.

Parken et af de meget få positive elementer på det danske aktiemarked fredag, hvor aktien stiger 1,8 pct. til 92 kr.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder