Aktier/åbning: Zealand, Mærsk og Danske Bank går til tops i grønt marked

Udgivet den 28-06-2024  |  kl. 09:20  |  
Maersk - Container

Det danske aktiemarked er kommet godt fra start fredag, hvor Zealand Pharma atter får opmærksomhed, efter at Jefferies har løftet kursmålet ganske eftertrykkeligt.

Også Danske Bank har fået løftet sit kursmål af den britiske storbank HSBC, og A.P. Møller-Mærsk går frem efter nye ratestigninger på ruter ud af Shanghai.

C25-indekset er åbnet 0,7 pct. højere i 1980,43.

JEFFERIES SÆTTER HØJESTE KURSMÅL FOR ZEALAND

Og det er med Zealand Pharma helt i front for C25. Biotekselskabet stiger 4,6 pct. i 909,75 kr. og har sat kurs mod lukkerekord, efter at Jefferies har gentaget sin købsanbefaling og løftet sit kursmål markant til 1100 kr. fra tidligere 790 kr.

Dermed har Jefferies nu med afstand det højeste kursmål for aktien ifølge data fra Bloomberg. Tidligere stilede Goldman Sachs højest med et kursmål på 1013 kr.

Jefferies begrunder sin beslutning med Zealands seneste studiedata med Amylin-analogen Petrelintid mod svær overvægt, som blev offentliggjort sidste uge.

Samtidig har biotekselskabet i denne uge gennemført en stor kapitalforhøjelse, og pengekassen er nu polstret til at finansiere forskningen i de kommende år.

- Vi venter fortsat entusiasme omkring Amylin med en polstret kontantbeholdning til at styrke Zealand Pharmas position inden for udvikling af fedmemidler og potentielle partnerskabsforhandlinger, skriver Jefferies' analytikere anført af Lucy Codrington i et notat.

Zealand er nu steget næsten 41 pct., siden resultaterne med Petrelintid i svær overvægt blev lagt frem torsdag efter børslukketid i sidste uge.

UDBREDT SMITTE HAR LØFTET BAVARIAN

Også Bavarian har haft en god uge, efter nyheden om udbredt smitte og flere dødsfald som følge af en ny smitsom variant af mpox i Afrika. Bavarian har som det eneste selskab i verden en godkendt vaccine mod netop mpox, og det har givet aktien luft under vingerne.

Onsdag steg den over 17 pct., og torsdag fortsatte den op - dog mere beskedent - med over 2 pct. til 187,15 kr. Fredag løber stigningen op i 0,3 pct. til 187,75 kr., hvilket kun rækker til en plads midt i C25-feltet.

Med fremme i C25 er til gengæld Mærsk, som stiger 2,4 pct. til 12.400 kr. målt på B-aktien.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) steg i denne uge med 6,9 pct. til 3714,32. Det er 12. uge i streg, at raterne stiger.

Danske Bank er åbnet 1,7 pct. højere i 208,90 kr. Banken har fået løftet sit kursmål hos britiske HSBC til 257 kr. fra 231 kr. Det berettiger uændret til anbefalingen "køb" af Danske Bank, der lukkede i 205,50 kr. torsdag efter et fald på 0,8 pct.

Genmab, der natten til torsdag fik godkendt kræftmidlet Epkinly som tredjebehandling af lymfekræftformen follikulært lymfom i USA, har fredag også fået de europæiske sundhedsmyndigheders opbakning til en godkendelse af midlet. Nu mangler blot EU-Kommissionens endelige markedsføringstilladelse til Tepkinly, som midlet hedder på vores kanter.

Aktien i Genmab falder desuagtet 0,1 pct. til 1777,50 kr.

TRIFORK KØBER OP

It-koncernen Trifork har indgået aftale om at overtage 77,8 pct. af Sapere Group, som er ekspert inden for tyske SAP's Business Technology Platform.

Prisen for Sapere oplyses ikke, men opkøbet ses øge indtjeningen per aktie i det første år efter sammenlægningen.

Trifork stiger 2,8 pct. til 111,40 kr.

FLSmidth har underskrevet en hensigtserklæring med Tadsjikistans industri- og teknologiministerium om et samarbejde i minesektoren.

Det skriver det aserbajdsjanske medie Azernews.

FLSmidth er åbnet 0,6 pct. højere i 352,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:11 Aktier/åbning: Ørsted og Vestas falder tungt fra start mens Novo revancherer sig
08:48 Obligationer/åbning: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
08:40 Studie: Vægttabsmidler fra blandt andet Novo kan bremse afhængighed af alkohol og cannabis
08:35 Ørsted indikeres 9 pct. lavere på Tradegate-børsen efter nye milliardnedskrivninger
08:16 Aktier/tendens: Ørsted i fokus efter nye nedskrivninger i ventet uroligt marked
08:03 Ørsted kan komme under anseligt kurspres efter fortsat amerikansk mareridt spår Sydbank
07:49 Ørsted kan komme under anseligt kurspres efter fortsat amerikansk mareridt spår Sydbank
07:21 Råvarer: Oliepriserne retter sig efter Trumps udtalelser
07:00 Obligationer/tendens: Rentefald i vente efter Trumps indsættelse
06:49 Mærsks konkurrenter i Asien i overvejende fremgang tirsdag
06:45 Asien: Investorer åbner ugen i forsigtig men dog let positivt stemning
06:34 Vind: Trump vil stoppe nye kæmpe havvind-projekter
06:34 Netcompany får sænket sin anbefaling til neutralt niveau af SEB
06:32 Asien: Investorer åbner ugen i forsigtig men dog positivt stemning
06:32 Valuta: Trump svinger toldstokken med trusler om udgangspunkt på 25 pct. i næste uge
06:32 USA/T-bond: Markant faldende renter på obligationsmarkedet efter Trumps indsættelse
06:32 USA/lukning: Trump svingede taktstokken trods helligdag - futures i grønt tirsdag
06:30 Kalender med link - tirsdag den 21. januar
17:54 Europa/lukning: Tavshed om told sendte aktierne frem - smæk til energiaktier og Novo
17:33 Per Aarsleff betaler millioner for at blive ny hovedejer i færøsk selskab