AKTIER: Åbner lettere positivt - Regnskaberne står for døren

Udgivet den 31-07-2008  |  kl. 08:16  |  

Det danske aktiemarked ses at åbne lettere positivt, efter at USA havde en god onsdag aften. Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 2,3 pct. højere i 412,2, og det ser altså ud til, at indekset stiger yderligere torsdag. De europæiske aktiefutures er således handlet lidt op i markedet.

Selvom olien steg, så sendte investorerne samtlige af de tre hovedindeks Nasdaq, Dow Jones samt S&P 500 op i pæne plusser på henholdsvis 0,44 pct., 1,63 pct. samt 1,67 pct. Det er den fortsatte fokus på den finansielle sektor, hvor investorerne håber på, at de værste problemer nu er overstået, der sender markedet op.

Flyaktier faldt dog tilbage på grund af de stigende oliepriser, og det kan trække SAS ned torsdag. Amex Airline Index faldt med '4,9 pct..

Der offentliggøres i eftermiddag tal for den amerikanske BNP, og her venter markedet, at BNP på annualiseret basis stiger med 2,0 pct. Markedet kan gå i den ene eller anden retning afhængigt af tallet.

I Danmark offentliggøre Nordfyns Bank regnskab, og dermed er den danske regnskabssæson så småt skudt i gang. I morgen kommer transportgiganten DSV således med regnskab.

I n æste uge offentliggøre Danske Bank regnskab. Den finansielle sektor i Irland er inde i en svær periode, hvor Allied Irish Bank senest har nedjusteret forventningerne grundet udsigten til store tab på udlånsporteføljen, skriver Børsen. Danske Bank, der i 2004 købte Northern Bank og National Irish Bank i Irland, præsenterer sit halvårsregnskab den 7. august, hvor analytikere vurderer, at der vil blive præsenteret øgede tab på udlånsporteføljen på det irske marked.

Danske Bank steg onsdag med 2,78 pct. til 138,75. Banken følger især de internationale trends, og derfor kan banken nyde godt af, at finansaktier steg i USA.

Overskuddet i Vestas-konkurrenten Suzlon, faldt med 93 pct. i selskabet første kvartal fra 188,9 mio. rupees til 13,5 mio. rupees (1,5 mio. kr.). Det indiske selskab har haft problemer med kunder og valutatab. Bl.a. har selskabet mistet 110 mio. rupees i 1. kvartals resultatet på en stor sydkoreansk ordre, der gik i vasken. Vestas steg onsdag med 1,78 pct. til 628 kr. Trods det dårlige resultat fra konkurrenten, kan Vestas nyde godt af de stigende oliepriser.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder