AKTIER: Afventede marked - Fokus på USA-tal

Udgivet den 05-01-2007  |  kl. 08:56  |  

Det danske aktiemarked faldt torsdag tilbage efter syv dage i træk med stigninger, mens fredagen ventes at byde på en afventende holdning op til eftermiddagens nøgletal fra USA, spås det i markedet. OMXC20-indekset lukkede 1,32 pct. lavere i 441,78.

Det amerikanske aktiemarked sluttede torsdagen uændret til lidt højere. Nasdaq steg med 1,3 pct. eller 30,27 point til indeks 2.453,43, mens Dow Jones steg med 6,17 point til indeks 12.480,69.

Det er fortsat frygten for en økonomisk nedtur i 2007, der holder Dow Jones lidt nede, og især dagens nøgletal for det amerikanske arbejdsmarked vil kunne få stor betydning for udviklingen på aktiemarkederne generelt. Det ventes, at beskæftigelsen i december er steget med 115.000 personer, mens ledigheden ses uændret på 4,5 pct.

Det nye år har budt på store prisfald på oliemarkedet. Onsdag aften i New York faldt olieprisen med over 4 pct., hvilket var det største fald i 20 måneder, men det fald blev torsdag aften fulgt op af et fald på 5 pct. eller 2,73 USD til 55,59 USD pr. tønde råolie. Det er godt nyt for SAS, der er steget en del på det seneste og ny lægger og bokser med kurs 100.

Maersk Line har meddelte, at man hæver raterne på fragt mellem Sydamerika og Europa. Det kan sætter lidt fokus på aktien, efter at A.P. Møller - Mærsk torsdag lukkede 1,7 pct. lavere i kurs 53.100.

Novozymes steg torsdag 1,1 pct. til kurs 498, efter at Berlingske Tidende havde fokus på, at den danske regering kan være på vej med et udspil om øgede krav til de mængder af bioethanol, som benzinselskaberne tilsætter i den traditionelle benzin. Benzinselskaberne skal allerede i år erstatte 2 pct. af den traditionelle benzin og diesel, hvis det står til Venstre.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder