AKTIER: Begivenhedsrig dag - Fokus på EU-møde

Udgivet den 26-10-2011  |  kl. 17:01  |  

Det danske aktiemarked startede dagen usikkert, men i forventning om et positivt resultat ved dagens EU-møde blev de danske aktier sendt højere i løbet af dagen.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,8 pct. højere i 358,78.

Nordea tvivler på, om dagens EU-møde ender med en brugbar løsning, og ser derfor risiko for, at investorerne bliver skuffet med kursfald til følge.

- Kurserne er dog steget en smule, selvom politikerne har antydet, at det vil tage lidt længere tid at komme frem til den helt forkromede løsning. Dette tyder på en vis styrke i markedet. Vi kan se flere spæde tegn på mere optimisme på markederne, bl.a. falder prisen på at forsikre sig mod konkurs i de europæiske banker og Italien, samtidig med at EUR er begyndt at stige igen i forhold til USD. Vi vurderer, at risikoen for tilbagefald er for stor til at gøre de helt store indkøb lige nu. Dog kan der gøres enkelte gode køb, i takt med at regnskabssæsonen skiller fårene fra bukkene, skriver Nordea.

Ordreindgang af varige goder i USA faldt med 0,8 pct. i september sammenlignet med måneden før. Ventet var et fald på 1,0 pct.

I august faldt ordreindgangen med 0,4 pct., revideret fra tidligere meldt -0,1 pct.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 faldet til 1.223.

Dagens højdespringer var Pandora, som steg 12 pct. til kurs 47,9.

- Smykkeproducenten stiger godt 10 pct. uden selskabsspecifikke nyheder. Morgan Stanley er største køber i aktien i dag og med til at presse aktien op. Dagens stigning kan føre til at shortpositioner lukkes ned, hvilket i sig selv kan være til at sende aktien yderligere op. Nordea Markets er fortsat positive på Pandora med anbefalingen Køb og kursmålet DKK 70, skriver Nordea.

Hollandske Heineken er i dag kommet med Q3 regnskab.Omsætningen i kvartalet steg 0,6 pct. til 4,65 mia. euro.

Bundlinjen i kvartalet endte på 525 mio. euro, hvilket er tæt på sidste års resultat. Heineken melder om en organisk volumenvækst inden for øl på 2,3 pct. i tredje kvartal med vækst i fire ud af fem regioner.

Heineken venter stadig et resultat for året på linje med 2010.

Carlsberg steg 2,2 pct. til kurs 366,2.

Vestas falder 3 pct. oven på gårsdagens vilde stigning. Der er fortsat ingen selskabsspecifikke nyheder.

DSV steg 5 pct. til kurs 108,9, efter dagens regnskab for 3. kvartal.

DSV realiserede et resultat, der var bedre end konsensus. Samtidig fastholder koncernen forventningerne til årets resultat.

Udgivet af: NPinvestordk