AKTIER: Biotekfest - Konkurrent-regnskaber i fokus

Udgivet den 31-07-2008  |  kl. 17:09  |  

Før middag blev A.P. Møller-Mærsk nød til at redde indekset fra fald, men efter middag blev Mærsk-aktien sat ud af spil som følge af vilde udsving på det amerikanske marked.

Dagens tal for nytilmeldte ledige steg nemlig til 448.000, hvilket er årets højeste tal og umiddelbart efter sendte futures-markedet kraftigt nedad. Det amerikanske marked åbnede således negativt, men rettede sig herefter markant og lå pænt højere ved det danske markeds lukketid.

Det sikrede en rigtig positiv afslutning på dagen for OMXC20, som lukkede 1,27 pct. højere i 417,43.

Ved det danske markeds lukketid lå S&P 500 og Nasdaq Composite i hhv. 1.283 og 2.350.

Genmab steg 12,8 pct. til kurs 257 oven på et opkøb i sektoren, som satte fokus på prisfastsættelsen af en pipeline med antistoffer. Stigningen i Genmab smittede af på øvrige biotekaktier. Bavarian Nordic, ALK-Abelló og Phamexa steg hhv. 3 pct., 5,6 pct. og 18 pct.

Forud for den danske regnskabssæson er der fortsat fokus på især regnskaber fra udenlandske konkurrenter til de danske selskaber.

Overskuddet i Vestas-konkurrenten Suzlon, faldt med 93 pct. i selskabet første kvartal fra 188,9 mio. rupees til 13,5 mio. rupees (1,5 mio. kr.). Det indiske selskab har haft problemer med kunder og valutatab. Bl.a. har selskabet mistet 110 mio. rupees i 1. kvartals resultatet på en stor sydkoreansk ordre, der gik i vasken.

Omsætningen derimod steg 43 pct. til 28,34 mia. rupees. Aktien steg 2,1 pct. efter kvartalsregnskabet på børsen i Mumbai. Hidtil i år er aktien faldet 42 pct.

Det amerikanske Senat stemte igen en forlængelse af skatterabat for alternativ energi ned. Den såkaldte PTC-ordning som bl.a. Vestas drager fordel af.

Det var især republikanerne, der stemte imod, fordi de mener, at det fører til højere skatter, skriver Fortune. Det er 8. gang at forslaget bliver stemt ned og den nuværende ordning udløber 1 januar 2009, men forslaget ventes taget op senere på året.

Vestas-aktien steg 0,6 pct. lavere i kurs 634.

Konkurrent til DSV, Panalpina, har nedjusteret forventningerne til 2008, primært som følge af lukning af aktiviteter i Nigeria. Omkostningerne har været højere end ventet, hvilket har medvirket til, at indtjeningen blev reduceret med 28 pct. i årets første 6 måneder sammenlignet med 2007. Panalpina, der primært har aktiviteter inden for luft- og søtransport, har i første halvår opnået en vækst på 7,8 pct., hvilket er mere end markedsvæksten. Korrigeret for valutaeffekter var væksten hele 17,5 pct.

I relation til DSV mener Jyske Bank, at det er værd at bemærke, at Panalpina er blandt de største europæiske udbydere af luftfragt.

- Luftfartsindustrien har været hårdt ramt af den stigende oliepris, hvilket også rammer Panalpina. På trods af den høje vækst i første halvår kan Panalpina nu også se de første effekter af den økonomiske afmatning. DSV har indtil videre været forskånet for den økonomiske nedgang, men vi forventer også DSV vil kunne mærke afmatningen i andet halvår af 2008. Vi forventer dog, at DSV fortsat vil tage markedsandele, hvilket vil holde hånden under vækstafbøjningen, skriver Jyske Bank.

DSV-aktien lukkede 2,2 pct. højere i kurs 103.

NKT Holding var en anelse presset i dagens marked og endte 0,7 pct. lavere i kurs 322,5. Det skyldes, at amerikanske Tennant, som er konkurrent til Nilfisk-Advance, i går nedjusterede sine indtjeningsforventninger til 2008 med 15 pct. efter en skuffende udvikling i 2. kvartal.

- Foruden ekstraordinære poster i 2. kvartal begrundede Tennant nedjusteringen med en svag økonomisk udvikling i Nordamerika og Europa samt stigende priser på råvarer. Nedjusteringen kom ikke helt uventet, men tegner ikke et positivt billede af Nilfisk-Advance’s nuværende markedsforhold. I Nordamerika fortsatte presset på industrielt udstyr, og her klarer Nilfisk-Advance sig dårligere end Tennant. Til gengæld er Nilfisk-Advance’s eksponering mod dette segment langt mindre end Tennant’s, skriver Jyske Bank og fortsætter:

- Tegn på nedgang i Europa samt fortsat stigende råvarepriser har efter vores vurdering større betydning for Nilfisk-Advance, hvilket kan sætte indtjeningsmarginen under pres. På telekonferencen nævnte Tennant, at de højere omkostninger fortsat bliver væltet over på kunderne, men i tider med vigende efterspørgsel kan denne disciplin efter vores vurdering blive sværere at gennemføre. Markedet har i høj grad taget forskud på dårlige nyheder som denne, og vi fastholder Køb pga. aktiens attraktive prisfastsættelse.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder