AKTIER: C20 kommer godt igen - hvad gør Fed og GE?
Det danske aktiemarked faldt pænt fra handelens start, efter at Wall Street-indeksene faldt mellem 2 og 2,9 pct. i aftes. Imidlertid kom der et godt regnskab fra IBM efter lukningen, og stigende amerikanske indeksfutures har op til middag sørget for, at de danske aktier har genvundet meget af det tabte.
Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,1 pct. lavere i 404,42.
IBM overraskede i eftermarkedet i går, da selskabet fremviste en stigning i indtjening på 12 pct. fra året før, og samtidig opjusterede forventningerne til 2008. IBM's økonomichef, Mark Loughridge, fortalte, at IBM nu venter EPS på 8,20-8.30 USD i 2008, hvilket var markant over markedets forventninger om en EPS på 7,94 USD for 2008. IBM steg 5,2 pct. på nyheden i efterhandlen i USA.
Der er udløb af optioner og futures i dag, og dette kan måske være årsagen til, at de amerikanske futures er steget kraftigt op til middag.
Markedet spekulerer desuden i, at der kan komme en amerikansk rentesænkning i dag.
- Hvis Fed beslutter at sænke renten inden selve renteudmeldingen, kan det blive i dag. Vi mener dog, at et sådant scenarium ikke er det mest sandsynlige, ligesom en rentenedsættelse på 75bp i ét hug aldrig tidligere er blevet praktiseret på et rentemøde, skriver Nordea i en kommentar.
Desuden afventer markedet en økonomisk hjælpepakke i USA. Den amerikanske præsident, George Bush, fortalte under et møde med lederene af kongressen i går, at han hælder til skattelettelser for såvel private som virksomheder, som middel til at afværge en eventuel recession. Chefen for den amerikanske centralbank, Ben Bernanke, ønsker ligeledes en økonomisk hjælpepakke.
Aktionærerne i Carlsberg har siden oktober måttet se værdier for ca. 15 mia. kr. fordampe i slipstrømmen på Carlsbergs og Heinekens forsøg på at opsluge og opsplitte det britiske bryggeri Scottish & Newcastle. Det skriver Dagbladet Børsen.
I går rykkede en overtagelse meget nærmere, da parterne indledte forhandlinger med udgangspunkt i en pris på 800 pence per aktie eller 103 mia. kr. for hele S&N inklusive gæld. Markedet ser dog ikke positivt på Carlsberg i øjeblikket, og aktien falder i dag yderligere 5,4 pct. til 539 kr.
Markedet afventer regnskab fra amerikanske General Electric (GE), der skulle komme over middag. En dårlig udmelding herfra vil være yderligere tegn på recession i USA.
/jmd
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›