Mandagens internationale avisuddrag med Uber, GE og Emirates

Udgivet den 13-11-2017  |  kl. 08:01  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

SELSKABER BROKKER SIG OVER NY SKATTEREFORM I USA

Flere selskaber opruster til kamp mod den amerikanske regerings skattepolitik. De seneste to uger har et udspil til en ny skattereform været undervejs, og det har udløst stor panik blandt flere selskaber. De frygter, at det i fremtiden vil blive vanskeligere at købe og sælge amerikanske virksomheder, og udenlandske investeringer kan blive skræmt væk. (PRIVATE EQUITY FIGHTS BACK ON US TAX REFORMS)

AMERIKANSKE STORBANKER UDSKYDER UDFLYTNING TIL EFTER BREXIT

Morgan Stanley, Citigroup og Bank of America vil ikke flytte arbejdspladser og kapital ud af Storbritannien før brexit. Storbankerne vil i stedet forberede sig på en blød overgang til brexit ved at lede sine europæiske aktiviteter gennem britiske filialer i London, indtil de har fundet nye europæiske hovedkontorer i andre EU-lande. (US BANKS "STOP GAP" BREXIT PLANS SET TO RETAIN LONDON JOBS)

TAIWAN BESKYTTER SIG MOD HACKING FRA KINA

Regeringen i Taiwan har investeret massivt i teknologi, der kan forsvare landet mod cyberangreb fra Kina. I løbet af de seneste to år har der været alvorlige brud på landets datasikkerhed, der har givet kineserne adgang til statsansattes konti. (TAIWAN BOOSTS CYBER DEFENCES AGAINST THREAT FROM CHINA)

LEDELSEN I UBER HAR BEGRAVET STRIDSØKSEN OG INDGÅR AFTALE MED SOFTBANK

Ubers tidligere administrerende direktør, Travis Kalanick, og Benchmark, der er et af selskabets storaktionærer, har løst den konflikt, der hidtil har stået i vejen for en stor investering på 10 mia. dollar fra det japanske konglomerat Softbank. Handlen blev underskrevet søndag. (UBER-SOFTBANK DEAL MOVES AHEAD AFTER KALANICK TRUCE)

STORE BRYGGERIER VIL SLUKKE TØRSTEN I VIETNAM

Heineken, Carlsberg og andre store bryggerier har fået øje på det vietnamesiske ølmarked, efter at Vietnams regering har besluttet at slippe ejerskabet af de to kæmpebryggerier Habeco og Sabeco. En analytiker fra Bernstein vurderer selskabernes værdi til henholdsvis 1,1 mia. dollar og 5,3 mia. dollar. I Vietnam bliver der hvert år drukket omkring 4,1 mia. liter øl. (MULTINATIONALS WORK UP A THIRST FOR VIETNAM'S BEER)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

GENERAL ELECTRIC VIL RETTER FOKUS PÅ TRE FORRETNINGSDIVISIONER

Mandag vil General Electrics administrerende direktør, John Flannery, løfte sløret for selskabets nye strategi. Det 125 år gamle konglomerat ventes at fokusere på sine tre største divisioner inden for flyproduktion, energi og sundhedsydelser. (GE'S NEW CHIEF SETS FOCUS ON THREE KEY UNITS)

WALMART SKRUER PRISEN OP PÅ NETTET

Den amerikanske supermarkedskæde Walmart sælger udvalgte husholdningsvarer dyrere på nettet end i fysiske butikker. Prisstigningerne på blandt andet tandbørster og hundemad er justeret til at matche rivalen Amazons prisleje. De højere online priser skal derudover lokke flere kunder ind i Walmarts supermarkeder. (NOW FEATURED ON WAL-MART'S WEBSITE: HIGHER PRICES THAN STORES)

EMIRATES DROPPER AIRBUS TIL FORDEL FOR BOEING

Søndag købte Emirates Airlines 40 fly af Boeing til en værdi af 15 mia. dollar. Emirates Airlines har tidligere haft en længerevarende kontrakt med den europæiske flyproducent Airbus, som måtte se sig slået ud af konkurrencen om den nye kæmpeordre til fordel for Boeings Dreamliner-fly. Emirates Airlines er verdens største flyselskab målt på international trafik. (EMIRATES AIRLINE ORDERS 40 BOEING 787 DREAMLINERS)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

JACKPOT TIL BET365S BRITISKE TOPCHEF

Grundlæggeren af den virtuelle bookmaker Bet365, Denise Coates, gav sig selv en årsløn på 217 mio. pund i 2016. Dermed er hun den topchef i Storbritannien, der tjener den højeste løn. (BET365 CHIEF DENISE COATES PAID HERSELF 217M POUNDS LAST YEAR)

TO STORE BRITISKE SUPERMARKEDER ER TÆT PÅ FUSION

Den britiske dagligvareforretning Co-op er tæt på at overtage konkurrenten Nisa for 143 mio. pund. Ifølge talspersoner, der er bekendte med forhandlingerne, er der ikke garanteret opbakning til virksomhedsovertagelsen fra 75 pct. af Nisas aktionærer. Mandag vil den afgørende afstemning blive afholdt. (CO-OP TAKEOVER OF NISA FACES RESISTANCE BEFORE CRUNCH SHAREHOLDER VOTE)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

LIDL HAR VOKSEVÆRK I STORBRITANNIEN

Lidl forbereder sig på en travl jul og har derfor åbnet et nyt distributionscenter i Storbritannien til 55 mio. pund. Distributionscentreret har skabt 500 nye arbejdspladser, som skal være med til at øge Lidls ekspansion på det britiske marked. (LIDL CREATES 500 NEW JOBS WITH OPENING OF 55M POUND EXETER DISTRIBUTION CENTRE)

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO):

KRIG BLANDT KRYPTOVALUTAER

Der er dømt borgerkrigslignende tilstande i kryptovalutamiljøet. Udbrydere har forsøgt at få kontrol over bitcoin og erstatte den oprindelige digitale valuta med den såkaldte "bitcoin cash". (BITCOINMILJØET PÅ RANDEN AV BORGERKRIG)

/ritzau/FINANS

Ditte Rieland Hansen

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Trumps toldvarsel gav trykket fredagsstemning
17:15 Fredagens obligationer: Marginale rentefald præget af Trumps toldvarsler og inflationstal
17:14 Fredagens aktier: Teknisk fremgang til Novonesis mens Trump lagde låg på stemningen
15:46 USA/åbning: Nvidia atter under pres i let rød start
15:40 Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
15:03 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 12. dag med plus
14:25 USA/tendens: Inflationstal tager fokus inden ventet grøn start
13:24 Greenmobilitys strategiskifte gav pote i 2024: Mere vækst venter i 2025
13:09 Trump er ved at miste grebet om Wall Street: Investorer vil snart håbe på indgreb
13:05 Gubra-aktien ramt af mindre fokus på succesfuld kontraktforretning vurderer Kempen
12:59 Skakos finansdirektør takker af efter knap tre år
12:58 Europa/aktier: Trumps toldvarsel giver trykket fredagsstemning
12:19 Obligationer/middag: Små rentefald præget af Trumps toldtrusler
11:51 Aktier/middag: Småsur fredagstemning med teknisk fokus på Novonesis og Coloplast
11:40 Europæiske inflationstal til den lave side presser renterne lidt ned
11:35 Gubra sendes til tælling efter årsregnskab
10:53 GN nærmer sig laveste niveau siden 2023 på Trumps toldtrusler
09:23 Aktier/åbning: Mærsk går til bunds oven på de seneste toldtrusler fra Trump
09:17 Aarsleff-aktien falder 7 pct. efter regnskab: Indtjeningen skuffer analytikerne
08:53 Obligationer/åbning: Investorerne søger i ly for Trumps toldtrusler - renten falder