AKTIER: C20 tester modstand - Genmab stiger godt 10 pct efter gode data

Udgivet den 09-12-2008  |  kl. 11:59  |  

Det danske aktiemarked faldt fra handelens start, men har løftet sig selv op igen i løbet af formiddagen og ligger højere ved middagstid.

Kort før middag ligger det toneangivende OMXC20-indeks 0,3 pct. højere i 263,05. Der er netop modstand i dette område, men brydes modstanden, kan det gå stærkt opad.

Genmab stiger 10,5 pct. til kurs 264 ovenpå gårdagens præsentation på ASH af fase III data på Ofatumumab mod refraktær CLL, hvor Genmab leverede gode data.

- Genmab venter på baggrund heraf at indsende godkendelsesansøgning på Ofatumumab, som skifter navn til Arzerra, til FDA i januar måned 2009, hvilket er en mindre ubetydelig forsinkelse i forhold til den oprindelige plan om december. Vi vurderer, at Genmab er en god investering, da pipelines potentiale ikke er reflekteret i den nuværende aktiekurs, skriver analytiker Frank Hørning Andersen fra Jyske Bank i et nyt notat.

Samtidig har investeringsbanken Merrill Lynch opjusteret Genmab til Køb fra Neutral i dag.

D/S Norden stiger 6,4 pct. til kurs 154, efter at der mandag forekom voldsomme stigninger blandt de amerikanske konkurrenter, og også norske Golden Ocean steg omkring 25 pct. Stigningerne skyldes forventninger om, at kontraktpriserne for jernmalm fremrykkes til januar fra april, hvilket kan være med til at stimulere tørlastmarkedet.

DSV falder derimod 2,9 pct. til 59,75 kr. som følge af, at det amerikanske pakketransportfirma FedEx kom med en nedjustering i gårsdagens eftermarked. DSV steg imidlertid også 16,6 pct i går.

Sodavandssalget er faldet med næsten 5 pct. i år i Danmark, fremgår det af en ny analyse fra ACNielsen. Det skriver Børsen. Især de store mærker Carlsberg og Coca-Cola, som har hævet priserne, er ramt, skriver Børsen. Carlsberg mister i øjeblikket markedsandele til billigere mærker. Carlsberg-aktien falder 0,8 pct. til 191,50 kr.

Nu afventer markedet eftermiddagens amerikanske forbrugertillidstal kl. 16.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder