AKTIER: Flad åbning i vente - fokus på arbejdsmarkedsrapport og Auriga

Udgivet den 06-01-2010  |  kl. 08:22  |  

De danske aktier ser ud til at åbne neutralt. Futures for DJStoxx 50 og DAX i Tyskland er flade her til morgen.

De amerikanske futures peger marginalt nedad.

I dag vil der være fokus på den private arbejdsmarkedsrapport fra USA for december fra ADP. Rapporten vil give et hint om, hvad den officielle rapport vil vise på fredag.

Og så vil der være en del fokus på Auriga.  Aurigas konkurrent Monsanto løfter i dag sløret for sit 1. kvartalsregnskab.

- Fokus vil være rettet mod, om Glyphosatpriserne er stabiliseret og selskabets kommentarer til den generelle efterspørgsel efter plantebeskyttelsesmidler. Kraftigt faldende Glyphosatpriser i 2009 var baggrunden for de tre nedjusteringer fra Auriga, skriver Sydbank i en kommentar.

Auriga er siden starten af december steget fra kurs 88,5 til nu 111.  

Maersk Line ser lys forude på containerskibsmarkedet og holder fast i sin flåde på omkring 500 skibe. Det sker på et tidspunkt, hvor konkurrenterne vælger at skære i deres flåder som reaktion på overkapaciteten i markedet, skriver dagbladet Børsen.

Japanske Nippon Yusen Kaisha (NYK) har netop meddelt, at rederiet vil halvere sin flåde af egne containerskibe for at sænke omkostningerne og forbedre lønsomheden. Men Maersk Line har ikke tænkt sig at gå i NYKs fodspor

Aktierne i Asien stiger igen her til morgen.

MSCI Asia Pacific Index stiger 0,6 pct. og Japan's Nikkei 225 stiger 0,4 pct. Hang Seng i Hong Kongstiger 0,84 pct.

Det amerikanske bilsalg steg 15 pct. i december, hvilket ikke mindst fik bilaktier til at stige i Asien. Også banker stiger.

Toyota stiger 2,6 pct. og Nintendo hopper 6,6 pct. efter et godt USA-salg.

Børserne i New York var præget af få og små ændringer. Der var ingen klar retning og handlen tog aldrig fart.

Tirsdag bød på skuffende boligtal, mens tal for fabriksordrer var bedre end ventet i USA.

Dow Jones faldt 0,1 pct. til 10.572 og S&P 500 steg 0,3 pct. til1.137. Nasdaq Composite var uforandret i 2.309.

Flere børser er i dag lukket på grund af Hellig Tre Konger - bl.a. Sverige og Finland.

 

Udgivet af: NPinvestordk