AKTIER: Flot start på det nye år - TDC, Danisco og Vestas førte an

Udgivet den 03-01-2005  |  kl. 17:12  |  

Det danske aktiemarked startede året med en positiv stemning, hvilket ifølge flere markedsdeltagere skyldes en øget likviditet som følge af geninvesteringer af udtrækninger i obligationer og 20 pct. højere pensionsindbetalinger.

Det toneangivende KFX-indeks lukkede 2,92 point (1,0 pct.) højere i 289,59 - det højeste niveau i tre et halvt år. Indekset er samtidig klatret over modstanden i 287,50, det højeste niveau i 2004, og står over for nye stigninger. Dermed ser det ud til, at januar-rallyet går i opfyldelse.

- Traditionelt er december måned præget af mange investorers indskud på pensionsordninger, der typisk bliver investeret i starten af det nye år. Udsigten til nye rekordindskud for pensionsbranchen overbeviser os om, at starten af 2005 vil være positiv for kursudviklingen på mange aktiemarkeder, herunder det hjemlige danske marked, anfører Amagerbanken i en kommentar.

Samtidig vurderes det, at høje effektive afkast på aktier godt kan friste og konkurrere med de historisk lave obligationsrenter.

Det danske marked var præget af generelle stigninger, men markedet kom dog lidt ned fra højderne sidst på dagen, da Nasdaq faldt en pct.

TDC steg 2,4 pct. til kurs 237,25 efter at være positivt omtalt i forbindelse med, at aktien var Ugens Aktie i Berlingske Tidende.

Danisco steg yderligere 2,3 pct. til 341,50, efter at der blev udløst et købssignal, da aktien brød først 327 og siden 330 niveauet. Imidlertid er aktien nu stærkt overkøbt ovenpå den hurtige stigning.

Der er udløst teknisk købssignal i Vestas i sidste uge, og samtidig er markedet præget af en række positive nyheder omkring selskabet. De seneste ordrer medvirker også til at skabe en god stemning. Således endte Vestas 2,2 pct. højere i 69,50 kr.

Novozymes steg 2,0 pct. til 283,50 kr., efter at Standard & Poor's analytikerteam har udvalgt det danske selskab som en af deres "Global Picks" for 2005. S&P Global Picks 2005 er en modelportefølje, som består af de 30 aktier på globalt plan, som analytikerteamet vurderer som de bedste købsideer i det kommende år.

Blandt de negative historier kan nævnes, at Novo Nordisk faldt 1,8 pct. til kurs 293,50, da godkendelsen af selskabets blødermiddel NovoSeven til anvendelse mod hjerneblødninger (ICH) bliver forsinket i USA. De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har forlangt, at Novo skal foretage et bekræftende klinisk fase 3-studie, hvilket kom bag på markedet.

Novo's koncern-forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen oplyser over for NetPosten, at studiet vil tage mellem 1 og 2 år, og således vil godkendelsen formentlig først ske i 2007.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

07:27 Kina: Stærk eksport bag massivt overskud på handelsbalancen i december
07:06 Obligationer/tendens: Blikket rettet mod onsdagens amerikanske inflationstal
06:44 Sur stemning uden for Kina blandt Mærsks asiatiske rivaler - Cosco stiger oven på regnskab
06:43 Ørsted får sænket kursmålet hos Morgan Stanley
06:41 Valuta: Dollar fortsat i topform efter stærk jobrapport
06:34 Mærsk/Morningstar: Sætter anbefalingen op til "køb"
06:34 Federal Reserves Chicago-afdeling ser stadig lavere renter trods stærk jobrapport
06:34 Bank of America ser nu risiko for renteforhøjelser i USA
06:32 Asien: Kinesisk frasalg og lange udsigter til lavere renter i USA tynger
06:32 USA/T-bond: Renter presset op af stærkt jobmarked i december
06:32 USA/lukning: Jobtal pressede aktier kraftigt ned - it-trio tyngede mest
06:30 Kalender med link - mandag den 13. januar
17:51 Europa/lukning: Dansk i top og bund af rødt marked trykket af jobtal
17:03 Fredagens obligationer: Renterne steg igen efter stærk amerikansk jobrapport
17:02 Fredagens aktier: Ambu trodsede rødt marked med kæmpe stigning efter opjustering
15:40 USA/åbning: Teknologinavne i bund efter stærke jobtal - Delta Air Lines går mod strømmen
15:26 Ambus finansdirektør: Stærk årsstart bag opjustering - fokus på kortsigtet succes og langsigtet vækst
14:43 Stærk jobrapport sender renterne i vejret og aktierne i dyndet
14:40 Efter stærk jobrapport: Økonom sår tvivl om flere rentenedsættelser i USA
14:31 USA: Jobskabelsen var klart stærkere end ventet i december