AKTIER: Forsigtig stigning med Vestas i front - Novozymes daler
Det danske aktiemarked præsterede forsigtige stigninger fredag formiddag, hvor vindmølleproducenten Vestas stod for den største stigning i C20-regi.
Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,1 pct. højere i 495,23.
Novozymes offentliggjorde regnskab for 3. kvartal torsdag. Tallene var en smule lavere end ventet og var ramt af den svage dollar.
Selskabet gentager forventningerne, og væksten indenfor enzymer til vaskemidler og bioethanol fortsætter. Denne vækst vurderer S&P Research er diskonteret ind i den nuværende aktiekurs og fastholder Sælg-anbefaling på Novozymes, fremgår det af en kommentar. Aktien falder fredag 2,8 pct. til kurs 588.
Vestas går i den anden retning med en stigning på 2,1 pct. til 473,50 kr. på grund af rygter om en opjustering i forbindelse med 3. kvartals regnskabet den 6. november.
Der er desuden fortsat fokus på Carlsberg, som falder 1,2 pct. til kurs 680. Carlsberg og Heineken bekræfter, at de sammen har indgivet et kontant bud på Scottish & Newcastle på 720 pence pr. aktie.
De to bryggerier kan bekræfte, at de i går har afleveret et skriftligt forslag til formanden for Scottish & Newcastle og anmodet om et møde for yderligere at forhandle et muligt bud. Brevet refererer til en eksklusiv aftale mellem Carlsberg og Heineken.
Efter et køb er det hensigten, at 50 pct. af BBH og forretningerne i Frankrig og Grækenland samt ejerandelen i den kinesiske forretning skal overtages af Carlsberg. Heineken vil overtage den resterende del af forretningerne, først og fremmest i Storbritannien & Irland, Portugal, Finland, Belgien og USA samt ejerandelen i den indiske forretning.
Scottish & Newcastle's bestyrelse har afvist forslaget, har ikke imødekommet Carlsberg og Heinekens anmodning om en begrænset due diligence og har afvist at indgå i forhandlinger.
Der kommer et enkelt nøgletal fra USA i eftermiddag, nemlig forbrugertilliden fra University of Michigan.
/jmd