AKTIER: Hård dag for OMXC20 - Vestas og NeuroSearch i vælten
Det danske aktiemarked kom under pres onsdag oven på yderligere kursfald i USA tirsdag aften samt et usikkert futures-marked i dag.
I løbet af eftermiddagen rettede de danske aktier sig, da det amerikanske marked viste styrke.
Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 1,75 pct. til 402,2, efter at have været nede i 396,64 som det laveste.
Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 steget til 1.189.
Vestas fremlagde i dag sit regnskab for 1. kvartal.
I første kvartal 2010 omsatte Vestas for EUR 755 mio.; et fald på 32 pct., og realiserede et EBIT på EUR (96) mio. mod EUR 76 mio. i første kvartal 2009. EBIT-marginen faldt således fra 6,9 pct. til (12,7) pct. som resultat af den forventede meget lave kapacitetsudnyttelse.
Forventningerne til 2010 er uændret en indgang af faste og ubetingede ordrer på 8.000-9.000 MW, en EBIT-margin på 10-11 pct., en nettoarbejdskapital på 15 pct. og en omsætning på EUR 7 mia.
Vestas-aktien faldt 4,5 pct. til kurs 335.
FLSmidth bekræfter onsdag rygter om en russisk ordre.
- Der har været oplysninger fremme i russiske og danske medier om, at FLSmidth i forbindelse med den russiske præsidents statsbesøg i Danmark har underskrevet en præliminær kontrakt på levering af en cementfabrik i Rusland. FLSmidth kan med glæde bekræfte rigtigheden af denne oplysning, fremgår det af en meddelelse fra selskabet.
FLSmidth faldt 2,8 pct. til kurs 416,6.
NeuroSearch har offentliggjort resultaterne af yderligere evaluering og analyse af data fra MermaiHD fase III-studiet med Huntexil, til Huntingtons sygdom, skriver selskabet i en meddelelse.
- Yderligere evaluering af data fra studiet resulterer i en signifikansværdi for studiets primære endpoint, den modificerede Motor Score, mMS, på p = 0,042, som ikke mødte det prædefinerede signifikansniveau på p < 0,025. Efter en klinisk relevant justering for CAGn ses en p-værdi på < 0,02 som tidligere meddelt, skriver selskabet ogfortsætter:
- Denne reviderede statistiske konklusion relaterer sig alene til det primære endpoint, og der er således ingen ændringer til de offentliggjorte resultater for andre endpoints Overordnet bekræfter data, at Huntexill har en unik og klinisk betydningsfuld effekt på Huntington-patienters globale motoriske formåen og med en god sikkerhedsprofil.
- Den regulatoriske strategi for Huntexil er uændret, og NeuroSearch vil indlede dialog med sundhedsmyndighederne baseret på resultaterne fra MermaiHD studiet, skriver selskabet.
NeuroSearch faldt 30 pct. til kurs 120.