AKTIER: Højere, anført af Tele DK, GN og 2M
København--1. august--NetPosten--Det danske aktiemarked er steget moderat tirsdag formiddag, anført af Tele Danmark, GN Store Nord, Vestas og William Demant Holding.
Det toneangivende KFX-indeks lå kort før kl. 12 0,93 point højere på 306,54, og august-futuren var steget hele 7,50 kr. til 309 kr.
Tele- og teknologiaktierne er i topform ovenpå Nasdaq's 100 point store stigning mandag aften. Tele Danmark er tilbage over kurs 500 med en stigning på 10 kr. eller 2,0 pct. til 505 kr., og GN Store Nord har lagt 25 kr. eller 2,7 pct. til og handles på 970 kr. Samtidig er vindmølleproducenten Vestas steget 7 kr. eller 2 pct. til 357 kr., og William Demant er steget hele 13 kr. eller 4,7 pct. til kurs 292.
Derimod har Navision fået tærsk og er faldet over 5 pct. til kurs 280. Danisco er faldet 7 kr. eller 2,4 pct. til kurs 288, mens NKT Holding er dalet 40 kr. eller 2,1 pct. til 1880 kr. Blandt sidepapirerne er 2M Invest steget hele 20 kr. eller 18 pct. til 127 kr. efter nyheden om, at store investorer skyder 290 mio kr ind i Blue Kite og at dette skal børsnoteres i 2001.