Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed

Udgivet den 23-12-2024  |  kl. 11:14  |  

Interessen for at drive virksomhed fra indre by i København er stor, hvilket smitter positivt af på ejendoms- og servicekoncernen Jeudan, der igennem 2024 har oplevet en pæn tilgang af nye kunder.

Netop indre by i København er sammen med Frederiksberg Jeudans hjemmebane, og det er her, størstedelen af porteføljen på 200 ejendomme til en værdi af ca. 35 mia. kr. er placeret.

- København er på alle mulige måder en by, der har udviklet sig i den rigtige retning. Jeg er ret godt tilfreds med, at vores ejendomsportefølje på næsten 35 mia. kr. ligger, hvor den gør, siger Jeudans administrerende direktør, Per W. Hallgren, i et interview med MarketWire.

- Vi mærker, hvordan urbaniseringen i samfundet fungerer. De medarbejdere, som virksomhederne gerne vil rekruttere, vil gerne være i midtbyen og indre by. Når vi så har fuld beskæftigelse, som vi har i år og formentlig også i de kommende mange år, så er det virksomhederne, der skal tilpasse sig medarbejdernes ønsker, uddyber han.

Jeudan har igennem 2024 da også mødt stor interesse fra mindre og mellemstore virksomheder, som er Jeudans primære kunder, men også fra større virksomheder, for lejemål centralt placeret i København.

- Interessen for at være i København og indre by og drive virksomhed derfra er stor, så vi har haft en god udlejningssituation. Vi får mange nye kunder hver uge, og kan også mærke, at virksomhederne gerne vil Jeudan. Vi er åbenbart lykkedes med at skabe noget, der fremtræder relevant for mange virksomheder, siger Per W. Hallgren.

Ifølge Jeudan-topchefen er en vigtig ingrediens i opskriften til succes i høj grad evnen til at kunne sætte sig i virksomhedernes situation og forstå, hvad de har af udfordringer.

Han fremhæver blandt andet, at Jeudan har fleksible lejevilkår, hvor kunderne ikke bliver bundet i adskillige år, og at kunderne, hvis deres behov ændrer sig, har mulighed for at flytte til andre lejemål i Jeudans portefølje.

- Det med at binde brugeren i fem eller otte år i samme lejemål, det bruger vi ikke rigtigt hos os. Vi lægger vægt på fleksibilitet. Og hvis kundernes behov ændrer sig, og de enten har brug for noget større eller mindre, så kan det ske inden for vores portefølje og tæt på, hvor de er i forvejen. Det har stor betydning for dem i forhold til at begrænse forandringerne, siger Per W. Hallgren.

- Vi kan også mærke, at det spiller en rolle, at vi er til stede 24/7 365 dage om året. Så hvis der er brug for vores serviceydelser og hjælp til det, som måtte opstå eller de bare vil tale med os, så er vi til stede hele tiden, uddyber han.

Virksomhedens evne til at være relevant over for nye og bestående kunder er afgørende for muligheden for at fastholde en høj udlejningsprocent. Den ligger aktuelt tæt på 96, men der arbejdes kontinuerligt med at få den endnu højere op.

- Hvis der er noget, jeg altid vil ønske mig, så er det en højere udlejningsprocent indtil den kommer op i 100. Så ja - det arbejder vi også på hver dag, siger Per W. Hallgren.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯