AKTIER: Julefreden ved at sænke sig - Nye C20 selskaber i fokus
De europæiske aktier ser ud til at starte dagen stilfærdigt.
Futures for DAX i Tyskland peger ned med 0,08 pct. og CAC i Frankrig med 0,05 pct.
S&P futures i USA peger ned med 0,24 pct.
I dag kommer der årsregnskab fra Per Aarsleff, der har været ramt af en række nedjusteringer i år.
Og så er det i dag, at Pandora, Chr. Hansen og GN Store Nord er nye i C20-indekset, mens D/S Norden, Jyske Bank og Lundbeck ryger ud.
Novozymes har i dag indgået en endelig aftale om at købe EMD/Merck Crop BioScience Inc. af Merck KGaA.
EMD/Merck Crop BioScience er en førende udvikler af naturlige inokulanter, der anvendes af landmænd til at forbedre plantesundhed og høstudbytte.
Den samlede købesum, der skal betales til Merck KGaA, udgør 275 mio. dollar (ca. 1,55 mia. kr.) med forbehold for mulige efterfølgende justeringer.
Den fremtidige forventede vækstrate understøtter Novozymes' langsigtede forventning om en årlig organisk salgsvækstrate på over 10%. EMD/Merck Crop BioScience er også en lønsom virksomhed med en overskudsgrad, der vil understøtte Novozymes' langsigtede forventninger om en overskudsgrad på over 20%.
Transaktionen har ingen effekt på Novozymes' seneste udmelding om forventninger til salg og indtjening for 2010.
Det amerikanske aktiemarked endte stort set uforandret i fredagens handelssession.
Dow Jones lukkede 0,06 pct. lavere i 11.492 mens teknologi indekset Nasdaq satte sig 0,21 pct. højere i 2.643 og S&P 500 endte 0,08 pct. højere i 1.244.
De asiatiske børser falder på ugens første handelsdag.
I Japan falder det toneangivende Nikkei 225 indeks med 0,85 pct. mens Hang Seng i Hong Kong falder 0,56 pct.
Det er bl.a. på nyheden om, at Sydkorea vil fortsætte med en militærøvelse som har affødt trusler om gengældelse fra Nordkorea.