Aktier kl. 12.40: Solide fald med pres på Rockwool
Det danske C20 Cap-indeks ligger tirsdag over middag med et fald på 1,5 pct. i 605,50 kr., hvor alle aktier på nær Chr. Hansen er i rødt. Det tyske Dax-indeks er ligeledes presset 1,5 pct. tilbage efter bekymringer over, at USA snart kan være på vej i direkte konfrontation i Syrien. På den danske scene bliver Rockwool sendt ned efter et svagt regnskab for andet kvartal, der dog også har budt på en opjustering af resultatforventningerne.
Rockwool, som får et kurssmæk på 4,1 pct. i kurs 920,50 kr., har tirsdag morgen fremlagt regnskab for andet kvartal, hvor både omsætningen, men især driftsindtjeningen og resultatet efter skat kommer ud lavere end analytikerne havde ventet. Rockwool fastholder sin omsætningsprognose for helåret på lidt over niveauet fra sidste år, mens forventningerne til resultatet efter skat bliver opjusteret en anelse til nu at komme ind på mellem 700-750 mio. kr. for helåret sammenlignet med den tidligere prognose om et resultat efter skat på 700 mio. kr. for helåret.
FLSmidth falder 4,1 pct. til 313,30 kr. efter de sidste par dages optur i kølvandet af fredagens regnskab. Aktierne i FLSmidth er blevet fjernet fra den foretrukne købsliste hos den schweiziske investeringsbank UBS. Dermed formåede det danske selskab at være på den attraktive liste hos UBS i godt halvanden måned.
Vestas-aktien faldt mandag med 3,7 pct. og aktien falder tirsdag yderligere med 4,3 pct. til kurs 103,40. Chr. Hansen, som har været blandt de dårligste performere i løbet af de seneste måneder, ligger med en stigning på 0,1 pct. i 186,80 kr.
A.P. Møller - Mærsk falder 1,1 pct. til kurs 48.640 kr. Gruppens logistikselskab Damco har udnævnt franskmanden Samuel Israel som ny adm. direktør for den sydamerikanske region. Det skriver flere internationale medier. Samuel Israel har over 30 års erfaring fra logistikbranchen og har blandt andet været adm. direktør for rivalen DHL Global Forwarding i netop Sydamerika.
NKT falder 0,5 pct. til 255,20 kr. og aktien klarer sig dermed godt i forhold til faldende på det generelle aktiemarked. Finanshuset Carnegie har mandag hævet anbefalingen på aktien til køb fra hold. Alm. Brand Markets har i kølvandet af onsdagens regnskab hævet kursmålet til 225 kr. fra 200 kr., mens salgsanbefalingen bliver gentaget, idet der ikke regnes med en opsplitning af selskabet.
Topsil stiger 12,5 pct. til 0,54 kr. Siliciumproducenten har tirsdag morgen aflagt regnskab for andet kvartal, hvor prognoserne bliver opjusteret efter omsætningen udviklede sig bedre end forventet i andet kvartal.
Per Aarsleff stiger 1,5 pct. til 629 kr. Pihl og Aarsleff udfører ombygning af Ny Nørreport i et konsortium, som hæfter solidarisk overfor Banedanmark. Aarsleff vil således stå som garant for, at arbejdet så vidt muligt fortsætter uhindret, og overtager konsortiets forpligtelser overfor leverandører og underentreprenører. Aarsleff har et tilgodehavende på cirka 30 mio. kr. hos Pihl.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›