Aktier kl. 12.45: Tryg og FLS presset efter sænkede anbefalinger
Det danske C20 Cap-indeks ligger fredag over middag med en stigning på 0,3 pct. i 632,66, hvor Danske Bank ligger i toppen efter torsdagens afklaring af SIFI-reglerne. Tryg er at finde i bunden af indekset efter Nordea har sænket anbefalingen på aktien til hold og FLSmidth bliver presset en smule efter en sænket anbefaling hos Goldman Sachs. Det tyske Dax-indeks løftes 0,4 pct. efter optimisme over at de amerikanske politikere kan blive enige om at løfte gældsloftet og undgå en teknisk konkurs.
FLSmidth falder 0,6 pct. til 286,40 kr. efter Goldman Sachs har sænket anbefalingen på cement- og mineudstyrsproducenten til neutral fra køb og kursmålet er skåret til 310 kr. fra 325 kr.
- I betragtning af de ringe efterspørgselsudsigter for minesektoren, så mener vi, at restrukturering fortsat vil være nødvendig efter 2013 og vi forventer derfor ikke et så hurtigt opsving i marginerne, som vi gjorde før, skriver Goldman Sachs ifølge Bloomberg News.
Danske Bank ligger 1,6 pct. højere i kurs 123,40. Danske Bank-aktien er ikke længere på Macquaries liste mindst attraktive liste, men Danske Bank-aktien får alligevel gentaget sin underperform-anbefaling. Yderligere har finanshuset Citigroup skrevet, at afklaringen af de danske kapitalregler for de systemisk vigtige banker, då såkaldte SIFI-krav, er positive.
Tryg falder 1,4 pct. til 511 kr. Forsikringsselskabet får sænket sin anbefaling til hold fra køb hos Nordea, som reduceret sit kursmål på forsikringsaktien med 10 kr. til 565 kr. Nordea sænker anbefalingen efter torsdagens regnskab for tredje kvartal, der ifølge finanshuset sådan set var fornuftigt nok. Finanshuset sænker anbefalingen som følge af en dyrere prisfastsættelse.
Vestas, som ligger 1,2 pct. højere i kurs 149,5 kr., fik endnu en ordre torsdag aften ved 18-tiden. Vestas har indgået en fast og ubetinget ordre på 36 styk V112-3.0 MW-møller til Rumænien. Ordren omfatter levering, installation og idriftsættelse af vindmøllerne.
Genmab stiger 2,8 pct. til 237,90 kr. Genmab offentliggjorde torsdag aften positive top-line resultater fra fase II studie med ofatumumab til behandling af multipel sklerose, det meddelte Genmab, som fremhæver, at behandling med ofatumumab viste signifikant reduktion i det samlede antal af nye hjernelæsioner samt at der var ingen uventede bivirkninger.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›