Aktier kl. 13.02: GN stiger og B&O falder i fladt marked
Det danske C20 Cap-indeks ligger onsdag over middag med et fald på 0,1 pct. til 628,58, hvor GN Store Nord ligger med største fremgang efter en positiv kommentar fra Morgan Stanley. Blandt sidepapirerne bliver Bang & Olufsen presset efter at selskabets salg i regnskabet for første kvartal var klart svagere end ventet. Det tyske Dax-indeks falder 0,5 pct. forud for eftermiddagens rentemeldinger fra ECB.
GN Store Nord ligger med en stigning på 2,1 pct. i 119,40 kr. Finanshuset Morgan Stanley fastholder anbefalingen overvægt og kursmålet 130 kr. på GN Store Nord-aktien og finanshuset forventer, at aktiekursen vil stige over de næste 45 dage. Morgan Stanley hæfter sig ved, at aktien er faldet lidt på det seneste, hvilket gør værdiansættelsen på den korte bane mere indbydende.
Bang & Olufsen, som falder 5,3 pct. til 53,5 kr., har fremlagt regnskab for første kvartal, hvor salget på 566 mio. kr. blev noget under analytikerne forventning på 638 mio. kr. Tabet fra driften blev øget til 64 mio. kr. fra 61 mio. kr. i samme kvartal i fjor, hvor analytikerne havde regnet med minus 41 mio. kr. Bang & Olufsen venter at bruttoavancen forventes at stige til et niveau lidt over niveauet i regnskabsåret 2012/13. Koncernen venter en væsentlig bedre EBIT-marginal i 2013/14.
Alm. Brand gentager sin neutralanbefaling på A.P. Møller - Mærsk-aktien, som ligger 0,6 pct. højere i kurs 51.700 kr. Finanshuset hæfter sig ved, at der kortsigtet er risiko i APM-aktien, men at der langsigtet fortsat er fundamental værdi i aktien.
- Faktisk er det bemærkelsesværdigt, med de modvinde, at APM-aktien ikke er faldet mere siden toppen i 52.150 kr. per aktie. Udsigt til flere omkostningsbesparelser i Mærsk Line for 2014 (sammen med potentielt frasalg af VLCC-flåden) vurderer vi har dæmpet større potentielle kursfald, vurderer Alm. Brand i sit morgenbrev.
FLSmidth stiger 0,6 pct. til 303,60 kr. efter selskabet har bekræftet oplysninger i medierne om, at selskabet har underskrevet en hensigtserklæring vedrørende en ordre på levering af udstyr og maskiner til en cementfabrik i Oman. Til gengæld ser Nordea fortsat risiko for, at markedsestimaterne for de kommende år er for høje.
Vestas stiger 0,5 pct. til 149,30 kr. Vestas har for at matche kapaciteten med markedets efterspørgsel valgt at lukke vindmøllesamlingsfaciliteten i Taranto i Italien. Det skriver Vestas i en meddelelse, hvori det også fremgår, at de 120 medarbejdere på faciliteten i går blev informeret om selskabets intentioner om at lukke ned.