Aktier kl. 9.10: Nyt kurssmæk til Vestas-aktien

Udgivet den 20-08-2013  |  kl. 09:11  |  

Vestas fortsætter nedturen, efter at vindmølleaktien dykkede voldsomt i mandagens handel. A.P. Møller - Mærsk får stadig meldinger fra analytikerkorpset efter fredags stærke halvårsregnskab. C20 Cap-indekset falder 1,0 pct. til 612,4, og det er en generel sur stemning, som præger den europæiske handel efter nattens solide fald i Asien. Topdanmark bliver næste stop i regnskabssæsonen, hvor koncernens tal ventes at blive fremlagt ved middagstid.

A.P. Møller - Mærsk må afgive lidt af de seneste to handelsdages optur, Mærsks B-aktie falder 1,3 pct. til kurs 49.640. Det svenske finanshus SEB har også meldt sig i rækken af finanshuse med ændrede anbefalinger og kursmål på aktierne i A.P. Møller - Mærsk i kølvandet af den solide positive overraskelse over selskabets regnskabspræsentation for andet kvartal fredag i sidste uge. SEB hæver sin anbefaling på aktierne i A.P. Møller - Mærsk til køb fra tidligere hold, mens kursmålet får et markant løft til 61.700 kr. i forhold til tidligere kursmål på 41.500 kr.

Det australske finanshus Macquarie har hævet sin anbefaling på aktierne i A.P. Møller - Mærsk til outperform fra tidligere underperform. Det skriver Bloomberg News tirsdag morgen.

Vestas-aktien åbner med et fald på 5,0 pct. i kurs 97,95 kr. efter at vindmølleaktien mandag endte med et kurssmæk på knap 11 pct. Nordea beskrev nervøsiteten om Vestas-aktien i sit morgenbrev.

- Nedjusteringer fra to børsmæglere var også med til at øge presset på aktien. Vi anbefaler at stå på sidelinjen hen over regnskabet og derefter tage bestik af situationen, skrev Nordea i sit morgenbrev. Banken hæfter sig ved, at Vestas-aktien er steget over 200 pct. i år, og dermed kan en lille skuffelse fra Vestas udløse yderligere gevinsthjemtagning. Vestas fremlægger onsdag halvårsregnskab.

Topdanmark holder sig oppe, og forsikringsaktien stiger marginalt med 0,1 pct. til 153,5. Topdanmark ventes at fremlægge regnskab tirsdag omkring middagstid.

Ambu, som er producent af hospitalsudstyr, er tirsdag morgen kommet med regnskab for sit forskudte tredje kvartal, hvor helårsprognoserne bliver fastholdt. Ambu opnåede en omsætningsfremgang på 44 pct. til 378 mio. kr. i tredje kvartal, hvilket er lidt under analytikernes forventninger på 387 mio. kr. Omsætningsfremgangen skyldes opkøbet af King Systems, som følger planen og nærmer sig sin afslutning. Den organiske vækst steg med 7 pct. i lokal valuta i tredje kvartal. Ambu-aktien stiger 1,3 pct. til kurs 198,5.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder