AKTIER: Lidt højere for OMXC20 - Fokus på Mærsk og Pandora
Det danske aktiemarked handles lidt højere tirsdag.
Det toneangivende OMXC20-indeks stiger 0,26 pct. til 470,59.
Ved middagstid indikerer S&P futures en åbning i 1.321 mod fredagens lukning i 1.323.
Olieprisen fortsætter opad og handles i 118,3 for UK Brent.
Investorer går glip af kolossale værdier i A.P. Møller-Mærsk. Konglomeratet bliver 72 mia. kr. mere værd, hvis de enkelte divisioner splittes op. Det skriver dagbladet Børsen mandag.
Beregninger fra Nordea viser, at de enkelte dele i A.P.Møller-Mærsk vil have en værdi ved et salg på samlet 291 mia. kr. Investorerne betaler dog 72 mia. kr. mindre på børsen, hvilket hænger sammen med en rabat i forhold til investering i alle aktiviteter.
- Markedet ville hilse det velkommen, hvis Mærsk viste mere villighed til at frasælge ikke-kerneaktiviteter eller børsnotere dele af havneforretningen, siger analytiker Axel Funhoff fra ING til avisen.
Mærsk B stiger 0,6 pct. til kurs 50.700.
Goldman Sachs har hævet kursmålet på Pandora til 440 kr. fra tidligere 430 kr. og fastholder deres købs-anbefaling forud regnskabet den 15 marts., det oplyser Sydbank mandag.
Moët Hennessy Louis Vuitton har i dag lagt et bud på Bulgarimed en 60% præmie til Bulgaris aktiekurs i fredags. Det skriver Nordea.
- Handelen sætter fokus på, hvor billigt danske Pandoraer prissat i forhold til de store internationale luksusgodeproducenter. Budprisen på Bulgari svarer til P/E 30 for 2012, mens Pandora handler på P/E 11 for samme år. Skulle Pandora handle til samme prissætning som buddet på Bulgari ville det svare til kurs 857. Det er selvfølgelig ikke realistisk på kort sigt, men vi vurderer, at det seneste tilbagefald i Pandora giver en glimrende købsmulighed i den danske smykkeproducent, skriver Nordea.
Det var LVMH der for nylig købte Ole Henriksen.
Pandora stiger 2 pct. til kurs 320,1.