AKTIER: Negativ stemning - Genmab favorit til OMXC20-indekset

Udgivet den 27-11-2006  |  kl. 17:03  |  

Det danske aktiemarked havde en hård start på ugen, og hvis ikke A.P.Møller-Mærsk havde vist god styrke, kunne det være endt langt værre for det toneangivende OMXC20-indeks, som lukkede 1,1 pct. lavere i 424.12. Næste støtteniveau for indekset ses i 420-421.

A.P.Møller-Mærsk lukkede blot 0,4 pct. lavere og var dermed med til at begrænse faldet for indekset. A.P.Møller afholder torsdag orientering om udvikling i containerrater og mængder. Dette er virksomhedens sidste punkt i finanskalenderen for 2006 og er denne uges væsentligste begivenhed blandt OMXC20-aktierne.

Der er kamp om den sidste plads i det nye OMXC20-indeks, som bliver opgjort efter stillingen den 30. november. Group 4 Securicor, Genmab og D/S Torm ligger på hhv. 19., 20., og 21. pladsen.

FLSmidth og Sydbank er sikre på at blive optaget i det prestigefyldte indeks, mens de ovennævnte tre selskaber fortsat kæmper om den sidste plads.

Genmab er meget tæt på Group 4 Securicors 20. plads, som betyder indlemmelse i OMXC20-indeks pr. børsdagen efter den tredje fredag i december.

Med dagens høje omsætning i Genmab, som kunne ligne bestilt arbejde, er Group 4 Securicor blevet overhalet på omsætningslisten, og der er dermed lagt op til, at biotekselskabet bliver en del af det nye OMXC20-indekset. Genmab steg 1,1 pct. til kurs 269.

Selskabet bag fodboldholdet FCK, Parken Sport & Entertainment, fremlagde i dag sit 1. kvartalsregnskab. Parken S&E opnåede i 1. kvartal 2006/07 et resultat før skat på 64,5 mio. kr. mod 21 mio. kr. i samme periode sidste år. Omsætningen i 1. kvartal nåede op på hele 264,9 mio. kr. mod 130,4 mio. kr. i 1. kvartal sidste år.

Selskabet opjusterer forventningerne til et årsresultatet før skat på 140 mio. kr. mod tidligere udmeldt 95 mio. kr. Parken oplyser endvidere, at selskabet vil realisere en "ikke uvæsentlig fortjeneste" på salget af de 2 sydlige kontortårne.

Det var dog ikke nok til at sætte gang i aktien, som lukkede marginale 14 kroner højere i kurs 1.419. Og det skyldes den høje prisfastsættelse af Parken-aktien, hvori der allerede er indregnet meget høje forventninger.

Parken venter for 2006/07 nu et resultat før skat på 140 mio. kr. Efter skat ventes der således et resultat på ca. 100 mio. kr. Med en markedsværdi på 3,5 mia. kr. handles Parken-aktien til hele 35 gange den forventede indtjening.

Da 2006/07 er præget af ekstraordinær indtjening i form af deltagelse i fodboldturneringen Champions League, er der stor risiko for, at indtjeningen i det næste regnskabsår ikke kan blive på niveau det opnåede resultat i 2006/07. Det gør naturligvis prisfastsættelsen endnu mere anstrengt og vil gøre det meget svært for Parken-aktien at nå nye højder. Kurs 1.550 er det højete niveau nogensinde for Parken-aktien.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder