Obligationer/åbning: Stort rentefald forud for amerikansk rentemeddelelse

Udgivet den 31-01-2024  |  kl. 09:00  |  

Renten er onsdag åbnet et godt stykke lavere, efter at en lignende udvikling fandt sted i USA tirsdag.

Fra morgenstunden er der offentliggjort en større afmatning i den franske inflation, mens nyt om forbrugerpriserne i Europas største økonomi, Tyskland, stadig udestår.

Den helt store begivenhed onsdag er dog stadig rentemeddelelsen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i aften, hvorfra markedet vil forsøge at uddrage viden om den kommende rentebane.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder i den tidlige handel med 7 basispoint til 2,38 pct.

STOR AFMATNING I FRANSK INFLATION

De franske forbrugerpriser voksede noget mindre i januar end ventet.

Samlet steg forbrugerpriserne 3,1 pct. på årsbasis mod 3,7 pct. måneden før. Hermed er inflationen aftaget mere end ventet, da der af økonomerne var ventet 3,3 pct.

Senere i eftermiddag venter de tyske inflationstal, der ventes at være aftaget til 3,0 pct. fra 3,7 pct. Inden de samlede inflationstal fremlægges opgørelserne dog også på delstatsbasis. Her har udviklingen i den folkerigste tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, typisk været en udmærket rettesnor for den generelle udvikling. Her blev inflationen opgjort til 3,5 pct. i december.

Fra Danmark er offentliggjort nyt om arbejdsløsheden, der uændret lød på 2,9 pct. i december.

FOKUS PÅ KOMMUNIKATION

Også fra USA kommer et par nøgletal, inden spændingen udløses, når Federal Reserve offentliggør sin rentemeddelelse, og centralbankens formand, Jerome Powell, derefter holder pressekonference.

Forventningen er en fastholdt rente på 5,25-5,50 pct., og fokus vil i stedet stille skarpt på kommunikationen omkring den kommende rentebane.

- Vi tror, at Federal Reserve fastholder signalet om forsigtige rentenedsættelser i 2024 på grund af den faldende inflation, men generelt anlægger en lidt mere forsigtig tone, end investorerne forventer, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Forventningen i markedet er fem rentenedsættelser i år med mulighed for den første i marts.

- Vi tror på, at Federal Reserve på rentemødet vil afholde sig fra et klokkeklart signal om en rentenedsættelse til marts, og det kan skuffe lidt, lyder forventningen.

Inden da offentliggøres nyt om det private jobmarked i USA i form af ADP-jobrapporten. Opgørelsen er en forløber til den endelig beskæftigelsesrapport, der offentliggøres fredag. Der er i januar ventet en stigning i beskæftigelsen på det private jobmarked på 150.000 fra 164.000 måneden før.

Dertil offentliggøres en temperaturmåling fra indkøbscheferne i Chicago. Nøgletallet ventes forbedret til 48,0 fra 47,2 i december.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder

06:30 Kalender - mandag den 20 januar
06:30 Kalender med link - mandag den 20. januar
17:49 Europa/lukning: Grønt med danske selskaber i den tunge ende
17:06 Fredagens obligationer: Rentedyk på ugens sidste dag og for hele ugen
17:05 Fredagens aktier: Ørsted gik til tops mens Novo, Mærsk og DSV trak ned
16:00 USA/åbning: Grøn åbning med teknologi i front - Intel stiger på opkøbsrygter
15:52 Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske
14:21 USA/tendens: Udsigt til stigninger på mindsket bekymring for renten
13:44 Europa/middag: Grønt Europa trods danske selskaber i den tunge ende
13:33 Novo Nordisk viser vægttab på lidt over 20 pct. med højdosisudgave af Semaglutid
13:21 Vestas udpeger ny chef for Development og henter ny juridisk chef hos FLSmidth
12:24 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion - KORR
12:01 Trifork får løftet kursmålet til 105 kr. hos Carnegie
11:51 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
11:40 Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned
11:34 Mærsk vil kun sejle igennem sikkert Rødt Hav: For tidligt at spekulere i timing
11:19 Netanyahu mødes med ministre for at stemme om våbenhvile i Gaza
11:06 Eurozonen: Inflationen tiltog til 2,4 pct. i december
10:53 NNIT-topchef: Grundlag for et godt 2025 trods tilpasning i USA og Europa
10:46 Ørsted får købanbefaling hos ABG: Negativ amerikansk påvirkning vil være begrænset