AKTIER: Nervøst marked - fokus på renten i USA

Udgivet den 13-06-2007  |  kl. 11:59  |  

Det danske aktiemarked er fortsat præget af en nervøs og negativ stemning oven på gårsdagens fald i USA.

De stigende obligationsrenter i USA har været hovedårsagen bag de faldende aktiekurser. Med de højere renter bliver obligationerne nemlig mere attraktive som investeringsobjekter. Samtidig presses det svage boligmarked i USA yderligere som følge af de stigende renter.

Obligationsrenten er dog meget overkøbt på den korte bane, hvorfor der inden for nogle dage er lagt op til et tilbagefald. Om tilbagefaldet skal ske fra et lidt højere niveau, vil der komme svar på de kommende dage.

Allerede i dag vil der være fokus på detailsalgstal fra USA. Disse tal vil uden tvivl påvirke obligationsrenten, ligesom torsdagens og fredagens inflationstal vil spille en afgørende rolle for den amerikanske rente.

Kort før middag handles det toneangivende OMXC20-indeks 0,92 pct. lavere i 473,82.

Indekset har støtte i form af en stigende trendlinie ved 470 niveauet.

Futures-markedet i USA er stort set uforandret, men er faldet tilbage fra højere niveau tidligere på dagen. Markedet afventer dagens nøgletal, før der for alvor sættes en retning for markedet.

I går lukkede S&P 500 dog under 1.500 niveauet, hvilket kan tyde på, at indekset skal teste bundniveauet fra sidste uge i 1.487. Herefter er der støtte i 1.470 niveauet.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder