AKTIER: Pæn start gik over i set-back, der nu munder ud i ny stigning - Fokus på tele og service-aktier

Udgivet den 20-01-1999  |  kl. 11:55  |  

København--20. januar--NetPosten--Det danske aktiemarked lagde pænt ud fra morgenstunden og KFX-indekset vendte således klokken 10.10 i niveau 220,7. Derefter faldt interessen en smule og aktiemarkedet bundede foreløbigt for dagen omkring 219,65. Interessen vendte dog tilbage og markedet er således igen på vej op.

- Der vil formentlig blive stigninger frem mod USAs åbning sagde en markedsdeltager i et interview med NetPosten onsdag middag.

Dog ser det ud til, at fusionen mellem Telenor og Telia bliver særdeles aktuel og derved kan Tele Danmark komme under pres. Grundet aktiens tyngde i KFX-indekset vil aktien dermed kunne holde en pæn stigning tilbage.

Der har primært været fokus på tele- og serviceaktier i dagens marked og bl.a. Tele Danmark, GN Store Nord samt Ratin og Sophus Berendsen har oplevet pæn omsætning. Tele Danmark ligger klokken 11.35 i 885 á 890 og er dermed faldet lidt tilbage i forhold til klokken 10.00, hvor aktien lå i 890 á 899. Markedet venter spændt på nyheder om fusionen.

- Jeg vil tro, at Tele Danmark vil falde tilbage med omkring 5 pct. over et par dage såfremt den store telefusion bliver til noget, sagde en markedsdeltager til NetPosten.

I Bankerne har der ikke været den store omsætning og kun Kapital Holding har oplevet moderat interesse. Aktien ligger klokken 11.35 dog kun svagt højere.

Novo klarer sig pænt i dagens marked og ligger således klokken 11.35 i 845 á 850, hvilket er en stigning i forhold til tirsdag på omkring 5 point.

TopDanmark fik tirsdag finansanalytikernes pris, men ligger onsdag klokken 11.35 fotsat uforandret. Eller markant uforandret, som en markedsdeltager udtrykte det over for NetPosten.

I sidepapirerne er der også stille og interessen for f.eks. Kansas-aktien ser ud til at aftage. EDB-Gruppen markerer sig dog pænt i niveau 385 á 390, hvor aktien tirsdag lukkede i 375.

- Generelt ser det ud til, at der er tale om en stille dag, hvor interessen koncentrerer sig om de traditionelle KFX-aktier. Der kan dog formodentlig komme lidt mere gang i den op mod USAs åbning og ved en eventuel gigant-fusion i telesektoren, sagde en markedsdeltager til NetPosten onsdag ved middagstid.


Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder