AKTIER: Positiv stemning fortsætter - højeste niveau siden 15. maj

Udgivet den 27-09-2006  |  kl. 11:54  |  

Det danske aktiemarked skød op fra starten af handelen efter den positive afslutning i USA i aftes, og C20-indekset nåede op i 404,08 - det højeste niveau siden den 15. maj i år.

Kort før middag handles det toneangivende indeks 1,04 point (0,3 pct.) højere i 401,76.

Flere eksperter taler om et stemningsskifte og tror, at de positive tendenser fortsætter året ud.

- Meget tyder på, at vi får en flot afslutning på 2006 med stigende kurser frem mod nytår, siger aktiestrateg i Jyske Bank, Henrik Henriksen, til Berlingske Business.

Han peger på faldende oliepriser, faldende rente, flotte regnskaber samt det vigtige faktum, at mange "short-sælgere" er blevet snydt af de stigende kurser.

Både Lundbeck og Novozymes steg markant i tirsdagens handel på baggrund af opkøbsrygter. Lundbeck steg 4 pct., mens Novozymes endte 5,9 pct. højere.

Lundbeck blev handlet op i spekulation om, hvorvidt selskabet kan blive opkøbskandidat i forbindelse med den konsolidering, der foregår indenfor medicinalindustrien. Dette kræver dog, at fonden er villig til at sælge sin aktiepost i selskabet, påpeger Nordea i en kommentar. Aktien falder onsdag 0,2 pct. til 137 kr.

Novozymes blev også ramt af opkøbstemaet, da der opstod rygter om, at Novozymes vil blive opkøbt. Også her kræver det nok lidt velvilje fra en fond, da fonden Novo sidder på en stor del af aktierne i Novozymes. Aktien stiger i dag 0,1 pct. til 452 kr.

Carlsberg stiger i dag 1,7 pct. til kurs 487, efter at Lehman Brothers har hævet kursmålet til 515 kr. oven på selskabets kapitalmarkedsdage i BBH.

Aktieinvestorerne er tilsyneladende ikke tilfredse med hverken spillet eller resultatet i Champions League kampen i aftes, som FC København tabte 1-0 til Celtic efter en tam indsats.

I hvert fald falder Parken-aktien med 3,3 pct. til kurs 1.340. Den var dog 6 pct. nede på et tidspunkt.

Udgivet af: NPinvestordk