AKTIER: Positivt marked med fokus på vedvarende energi

Udgivet den 12-03-2007  |  kl. 11:56  |  

Det danske aktiemarked har oplevet en positiv mandag formiddag, måske påvirket af weekendens solskinsvejr, men markedet er standset ved en vigtig modstand.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,9 pct. højere i 460,49.

Indekset steg til 462,19 som det højeste - et niveau, der netop udgør en god modstand. Det er bl.a. det 50 dages glidende gennemsnit, der ligger her.

Vestas er fortsat positivt påvirket af fredagens energiaftale i EU. EUs statsledere blev fredag enige om at opstille bindende mål for, at 20 pct. af EU-landenes samlede energiforbrug i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Vestas stiger 2,2 pct. til 281,50 kr. Også Topsil stiger på den baggrund - aktien handles 3,4 pct. højere i 2,15 kr.

Novozymes bliver også påvirket positivt og stiger 0,7 pct. til kurs 495. Steen Riisgaard, administrende direktør for Novozymes, mener samtidig, at enzymselskabet er blevet uretfærdigt hængt ud, fordi selskabet var på skatteministeriets liste, ifølge Børsen. Skatteministeriet lavede en liste over store selskaber, der tilsammen kun betalte 300 mio. kr. i selskabsskat sidste år, hvilket har startet en heftig debat.

Genmab stiger 4,5 pct. til kurs 347 efter at have offentliggjort ny viden om hidtil ukendte virkningsmekanismer i selskabets antistof HuMax-EGFr (zalutumumab).

Ved anvendelse af Protein Tomography, som er en relativt ny teknologi, hvor der anvendes et elektronmikroskop til at se den tredimensionelle struktur af proteiner på overfladen af celler, har HuMax-EGFr vist sig at låse EGF-receptoren i en inaktiv form, hvilket forhindrer receptor-aktivering og binding af vækstfaktorer.

Endvidere viste HuMax-EGFr sig at hæmme EGF-receptor-signalering ved at forhindre receptor-dimerisering, en proces hvor sammenføringen af to
receptormolekyler starter en signaleringskaskade. Alle disse mekanismer kan potentielt indvirke på væksten af cancerceller.

Der kommer regnskaber fra Gyldendal og BoConcept i dag.

Udgivet af: NPinvestordk