AKTIER: Presset dansk marked - FLSmidth og Novo Nordisk i fokus

Udgivet den 11-06-2008  |  kl. 17:00  |  

Det danske aktiemarked var lettere positivt det meste af dagen, men faldt hurtigt sammen i forbindelse med det amerikanske markeds åbning.

Således steg det toneangivende OMXC20-indeks til 443 tidligt på dagen, hvorefter indekset blev sendt ned i 435 som det laveste.

Indekset lukkede i 436,08, svarende til et fald på 1 pct. i forhold til tirsdagens lukning.

Ved det danske markeds lukketid lå Dow Jones og Nasdaq Composite 1,1 pct. og 1,3 pct. lavere.

FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af ca. 470 mio. kroner med Arabian Cement Company (ACC) på at levere ingeniørarbejde og udstyr til en komplet cementproduktionslinie med en dagsproduktion på 6.000 tons nær byen Suez. Det oplyser FLSmidth i en pressemeddelelse.

- Dette projekt er et tydeligt bevis på FLSmidths stærke position på det egyptiske cementmarked. ACCs første anlæg er netop sat i drift, og vi er stolte af, at ACC allerede har afgivet ordre på en ny komplet FLSmidth-produktionsline til samme anlæg," siger adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udstyret er afsendt i midten af 2010. FLSmidth-aktien blev dog alligevel ramt af den negative markedsstemning.

Aktien endte 3,4 pct. lavere i kurs 542. Der er indikationer på et salgssignal for FLSmidth-aktien, som i løbet af dagen var højere end gårsdagens højeste niveau, men lukkede lavere end gårsdagens laveste niveau - et mønster, der indikerer svaghed i en aktie.

Novo Nordisk har besluttet at indstille det kliniske fase 3-forsøg med NovoSeven til behandling af blødninger hos patienter med svære traumer. Beslutningen er truffet på grundlag af resultaterne fra en såkaldt futilitetsanalyse (dvs.vurdering af sandsynligheden for at nå de oprindeligt fastsatte forsøgsmål), som er foretaget af den uafhængige Data Monitoring Committee.

Fase 3-forsøget havde til formål at vurdere effekt og sikkerhed af NovoSeven ved behandling af alvorligt kvæstede patienter med blødninger, som ikke kunne standses med standardbehandling. Studiets primære målepunkt for effekt var mortalitet (dødelighed) og morbiditet (sygelighed).

På grund af en observeret lavere mortalitet end forventet i den samlede forsøgsgruppe (omkring 10 pct. i fase 3-forsøget totalt mod mere end 25 pct. i fase 2-forsøget) blev der gennemført en futilitetsanalyse med det formål at vurdere sandsynligheden for at opnå et succesfuldt resultat i forhold til det primære målepunkt. Analysen forudsagde, at der var en lav sandsynlighed for at opnå et positivt forsøgsresultat med den planlagte studiepopulation, og Novo Nordisk har på den baggrund besluttet at indstille forsøget.

- Det er beklageligt, at vi må lukke dette studie. Det har imidlertid allerede nu givet os en masse vigtig viden om behandlingen af alvorligt kvæstede patienter, som vi vil stille til rådighed for
læger og forskere, så snart den kliniske analyse er afsluttet, siger Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen.

Novo-aktien endte 1,8 pct. lavere i kurs 306,5, efter at have været nede i kurs 295,5 oven på meddelelsen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder