AKTIER: Rebound efter fald - fokus på regnskaber fra USA

Udgivet den 17-01-2008  |  kl. 11:59  |  

Det danske aktiemarked reboundede torsdag oven på de sidste dages store kursfald, men markedet har svært ved rigtig at komme opad grundet den fortsat store nervøsitet.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 1,1 pct. højere i 408,84.

Beige Book, som er en beskrivelse af USA's økonomi fra centralbanken Fed, blev offentliggjort i aftes. Rapporten bekræfter at den amerikanske vækst aftog sidst i november og december, hvilket især skyldes, at julesalget skuffede en smule. Samtidig bekræfter rapporten, at boligmarkedet fortsat er i problemer og svagheder viser sig også i salget af biler.

Der kommer i dag regnskab fra Merrill Lynch, som med sikkerhed vil får stor opmærksomhed. Selskabet fremlægger 4. Kvartalsregnskabet før de amerikanske markeder åbner kl. 15.30. Forventningerne i markedet lyder på et resultat pr. aktie i 4. Kvartal på -5,57 USD.

IBM fremlægger i dag også regnskab for 4. kvartal. Spændingen herfor vil dog ikke være stor, da selskabet allerede i mandags meldte ud, at selskabet venter at opnå et resultat pr. aktie på 2,80 USD i 4. kvartal. Regnskabet kommer efter at det amerikanske marked er lukket kl. 22.00 dansk tid.

Lehman Brothers har hævet anbefalingen på Genmab fra ”equal weight” til ”overweight”. Lehman har samtidig hævet kursmålet på aktien til 380. Investeringsbanken ser Genmab som et af deres top picks inden for europæisk biotek. Genmab aktien stiger med 4,4 pct. til kurs 318,50.

Mens de fleste iagttagere venter på, at Carlsberg-Heineken vil forhøje deres bud på S&N yderligere, arbejder aktiemarkedet i øjeblikket til Carlsbergs fordel. Det samme gør det britiske ølmarked, der ikke har det godt for tiden. Spørgsmålet er, hvor længe S&N-aktionærerne tør vente. Det fremgår af Morgenavisen Jyllands-Posten.

Fristen for et officielt bud er mandag den 21 januar, og hvis datoen overskrides, vil der ikke kunne bydes på S&N fra Carlsbergs side de næste 6 måneder, hvilket angiveligt vil få aktiekursen i det skotske bryggeri til at styrtdykke. Carlsberg B stiger 0,7 pct. til 602 kr.

/jmd

Udgivet af: NPinvestordk