AKTIER: Rebound efter terror - fokus på APM, Novozymes og TDC
Det danske marked ventes at åbne positivt, da de internationale markeder valgte at trodse terrortruslen, efter at den første salgsbølge var overstået. Markedsdeltagerne vurderer således, at risikoen for terror allerede er indregnet i de fleste priser på finansmarkederne.
Offentliggørelsen af den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport i eftermiddag kan yderligere forbedre stemningen på markederne.
På Wall Street endte Dow Jones og Nasdaq godt 0,3 pct. højere til trods for en negativ åbning. De asiatiske markeder ligger til små fald, hvilket primært kan henføres til den høje oliepris. Olien faldt kortvarigt tilbage oven på terrorbomberne men handles nu atter over 61 USD pr. tønde.
Det er hård kost for A.P. Møller - Mærsk at komme ud af luftfarten, skriver dagbladet Børsen.
Og det sker uden håndfast sikkerhed for, at man ikke ender i samme vanskeligheder som i 2003, hvor det britiske Maersk Air Ltd. blev afhændet, men siden sendte en ekstraregning tilbage til Maersk Air, fordi køberen gik konkurs.
Det kan i den yderste konsekvens ske igen, fordi det islandsk ejede Sterling ikke køber flyene.
Børsen skriver også, at TDC og Sonofon effektivt har stoppet priskrigen på mobilmarkedet efter opkøbet af henholdsvis Telmore og CBB. Afblæsningen af priskrigen hænger tæt sammen med konsolideringen i branchen.
EU's nye sukkerreform tvinger den milliardomsættende danske enzymproducent til fremover at satse på produktion i Kina og USA frem for i Danmark, fastslår Novozymes-topchef Steen Riisgaard overfor Berlingske Business.
Samme avis skriver, at der er optakt til slagsmål i sagen om TDCs overpriser over for en lang række store virksomheder. Til trods for at Højesterets afgørelse gælder striber af andre virksomheder, og at TDC offentligt har lovet stor imødekommenhed, så afviser TDC nu virksomhederne koldt og kontant.
Dagens vigtigste begivenhed på nøgletalsfronten vil uden tvivl være offentliggørelsen af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport. Det er ventet, at der er skabt 195.000 jobs i juni måned.
Af Steffen Lundstrøm, steffen@netposten.dk