AKTIER: Ses åbne lavere/uforandret - Fokus på Keops, B&O og Mærsk
Det danske aktiemarked ventes onsdag morgen at åbne lavere eller uforandret, efter at de amerikanske markeder lukkede uændret, efter ellers store udsving mellem postivt og negativt terræn.
Nasdaq lukkede 0,2 pct. højere, mens Dow Jones lukkede 0,06 pct. lavere.
Det japanske Nikkei 225 indeks lukkede onsdag 1,7 pct. lavere i 16,942.
Der kan idag komme lidt fokus på ejendomsselskabet Keops. Ifølge dagbladet Børsen har Keops kommunikation med investorerne den seneste tid været så dårlig, at flere eksperter dumper selskabets på corporate governance.
- Et af de meget centrale elementer inden for corporate governance er, at selskabet udviser en solid og pålidelig informationspolitik i forhold til markedet. Det er ikke mit indtryk, at Keops har levet op til det. Selskabet har i hvert fald skabt en betydelig usikkerhed i markedet omkring ledelsesforhold og den strategiske situation, hvilket er forhold, som udgør selve kernen inden for god corporate governance, siger professor i selskabsret ved Handelshøjskolen i Århus Paul Krüger Andersen.
Samtidig er der flere eksperter der anbefaler Erik Rylberg som bestyrelsesformand for selskabet.
- Det vil være positivt for Keops, hvis Eric Rylberg satte sig i formandsstolen, siger mener ledelsesekspert, professor Steen Thomsen og begrunder det med, at sådan en manøvre vil indfri offentlighedens forventninger om, at Rylberg bliver en del af den overordnede ledelse.
Headhunteren Jens Howitz fra Russel Reynolds erklærer sig enig i et valg af Rylberg.
- Rylbergs navn og omdømme vil være en positiv ting for Keops, siger han til Berlingske Tidende.
A. P. Møller - Mærsk opretter nu en ekspresrute mellem Kina og Europa. Ved at sejle direkte uden stop, kan turen klares på blot 21 dage, og det giver det danske rederi mulighed for at få en bedre betaling for transporten af containere fra Asien til Europa.
På grund af hård konkurrence med for mange rederier og for mange skibe er prisen for at flytte containere fra verdensdel til verdensdel faldet. Men ved at tilbyde noget ekstraordinært, som andre ikke kan tilbyde, har Mærsk nu mulighed for at få en bedre pris for opgaven. Det skriver Berlingske Tidende.
- Det er vigtigt med kortere transporttid for mange eksportører, fordi de så har mindre last bundet op. Det har en værdi for dem. Ingen tvivl om det. Det betyder i princippet, at folk er villige til at betale noget mere, siger underdirektør Peter Frederiksen fra Maersk Line, der er navnet på containeraktiviteterne hos A. P. Møller - Mærsk.
Der kommer idag halvårsregnskab fra Bang & Olufsen. Selskabet forventer et resultat før skat på 460-500 mio. kr.
Der komemr idag amerikanske handelsbalance tal kl. 14.30 hvor der forventes -59,4 mia. dollar mod senest -58,9 mia. dollar. Kl.16.00 kommer der amerikanske lagertal, hvor der forventes en stigning på 0,4% mod senest 0,8%.