AKTIER: Ses fortsætte op under behersket omsætning - fokus på TDC

Udgivet den 06-04-2004  |  kl. 08:45  |  

Der er lagt op til endnu en positiv dag på det danske aktiemarked, efter at de amerikanske aktieindeks sluttede omkring en pct. højere i aftes. Dog vil aktiviteten på ny være afdæmpet på grund af påsken, hvor mange markedsdeltagere har benyttet lejligheden til at tage fri.

Det toneangivende KFX-indeks lukkede mandag 1,03 point (0,4 pct.) højere i 264,61. Der var hverken nogen nævneværdig omsætning eller markedsflyttende nyheder i mandagens handel, og det tyder på, at aktiemarkedet er gået i påskedvale i denne uge.

Rent teknisk ligger KFX i et tomrum. Var indekset brudt under 257, ville det have peget mod minimum 246. I stedet er der nu chance for, at den nedtur er afværget. Imidlertid skal KFX handles over 273, hvis optrenden skal fortsætte.

TDC, der faldt 1,6 pct. mandag, er offer for endnu en negativ nyhed. Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, forsøger tilsyneladende at overhale TDC indenom i kampen om at overtage den tjekkiske stats kontrollerende aktiepost i Cesky Telecom, skriver Børsen.

I samme avis er der ligeledes en historie om Carlsberg, hvis rolle i flaskepantsystemet indklages af ølimportøren Sharpe Indtake, der har meldt Dansk Retursystem - der administrerer pantsystemet - til bagmandspolitiet.

Desuden fremgår det af Børsen, at flere fodboldklubber, bl.a. AGF, risikerer at miste deres licens, fordi de ikke lever op til DBU's økonomiske krav.

Der offentliggøres ingen nøgletal fra USA i dag, hvilket yderligere kan lægge en dæmper på handelen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder