AKTIER: Ses starte i lille plus - Stille dag i vente

Udgivet den 18-08-2008  |  kl. 08:29  |  

De danske aktier ventes at starte dagen med et lille plus. Det baseres på udviklingen i USA fredag, hvor tendensen var positiv. Dog peger futures en smule ned, hvilket kan lægge en dæmper på udviklingen.

Fredag lukkede det danske C20 indeks i plus 1,4 pct. i kurs 419,3.

I USA lukkede Dow Jones oppe med 0,4 pct., Nasdaq lukkede nede med 0,1 pct. og S&P500 sluttede med et plus på 0,4 pct. De amerikanske futures peger dog nedad, mens de i Europa ligger uensartet med pil opad.

I Asien er Nikkei oppe med 1,1 pct. mens Hang Seng er nede med 1,2 pct.

Carlsbergs adm. direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, forklarer, at Carlsbergs langsigtede mål er at satse på markederne i Indien og Kina, når Østeuropa og Rusland engang når et mætningspunkt. Det skriver Berlingske Business.

- Asien er fremtidens vækstplatform. Vi vil gerne investere i Asien, også selvom det kan koste indtjening på kort sigt. Vi kigger hele tiden efter egnede opkøbsemner i både Kina, Indien og Vietnam, udtaler adm. direktør, Jørgen Buhl Rasmussen.

Asien tegner sig pt. for under 5 pct. af Carlsbergs indtjening, men denne andel forventes at vokse markant.

Keops Development har store finansielle problemer og i weekenden mødtes rigmanden Steen Gude med islandske Landics i et forsøg på at redde Keops Development. Det skriver Jyllandsposten Erhverv.

Parterne, der er uenige om ejerskabet af Keops Development, mødtes for at sikre den midlertidige finansielle situation, for derved at kunne gennemføre de igangværende projekter. Hvis der ikke skabes enighed mellem de to parter vil Keops falde.

Danisco presses af de høje prisstigninger på råvarer og olie, og det kan mærkes på selskabets indtjening. Det fremgår af Børsen.

De markante omkostningsstigninger skal sendes videre til kunderne men flere analytikere er angiveligt uenige om, hvordan denne udfordring skal løses.

- Især indenfor vaskemiddelenzymer er det svært at overvælte omkostningsstigninger, mens det på bioetanol-markedet er langt nemmere, siger aktieanalytiker Rune Majlund Dahl fra Sydbank.

Aktieanalytiker Jens Houe fra Jyske Bank er dog mere positiv for Daniscos evne til at kunne sende de øgede omkostninger videre.

B&O udvider nu sit samarbejde med kendte bilmærker og kan i nærmeste fremtid præsentere samarbejde med britiske Aston Martin. Det skriver Jyllandsposten Erhverv.

UBS sænker kursmålet på William Demant til 270 kr. pr aktie fra tidligere 295 kr.

Mandagen ventes at blive stille, og der kommer ingen regnskaber frastøøre selskabert. Dog kommer flere småbanker og kriseramte Curalogic med tal.

Der kommer heller ingen vigtige nøgletal. Det kan dog nævnes, at der kommer tal for handelsbalancen fra euroområdet.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder