AKTIER: Ses starte uændret med fokus på Vestas, Novozymes og Mærsk

Udgivet den 20-04-2009  |  kl. 08:28  |  

Det danske aktiemarked ventes at starte uforandret med en pil opad mandag. De amerikanske aktier steg pænt, efter at det danske marked lukkede i fredags, men futures ligger lavere til morgen, så de to faktorer udligner næsten hinanden.

De toneangivende amerikanske aktieindeks lukkede alle højere i fredags. Industri-indekset Dow Jones lukkede 0,07 pct. højere i 8131,33, mens teknologi-indekset Nasdaq lukkede 0,16 pct. højere i 1673,07 og S&P500 lukkede 0,5 pct. højere i 869,60.

Da det danske marked lukkede, lå S&P 500 i 861. Futures indikerer en åbning for indekset i 865 i eftermiddag.

Storbanken Citigroup var uden tvivl et af de mest omtalte emner i fredags, eftersom banken aflagde sin regnskabsrapport for første kvartal. Regnskabet overraskede analytikerne positivt, da resultatet for kvartalet var bedre end forventet. Bankens direktion var dog knapt så positive, og investorerne klyngede sig i stedet til ledelsens vurdering af fremtiden, som de betegnede som at være udfordrende for banken. Citigroup endte således med at blive sendt ned med hele 9 pct. trods et flot resultat.

Herhjemme ventes fokus på Vestas, Novozymes og A.P. Møller-Mærsk.

Vestas lægger op til et erobringstogt på det kinesiske marked med en ny mindre mølle, der kan producere el billigere end de nuværende, skal lede slagets gang. Det beretter dagbladet Børsen.

Novozymes har sammen med det førende konsulentfirma McKinsey & Co. udarbejdet en køreplan til de kinesiske politikere for etablering af en ny bioethanol-industri baseret på affaldsprodukter fra landbruget. Det skriver Berlingske Business.

Sammen med flyproducenten Boeing arbejder A.P. Møller-Mærsk nu målrettet på at udvikle et kommercielt biobrændstof. Mærsk regner allerede i år med at lave forsøg på grøn bioenergi fra planter. Forsøget omfatter i første omgang kun et af rederiets oceangående skibe, beretter Berlingske Business.

 

 

Der kommer et enkelt nøgletal fra USA i eftermiddag, nemlig de ledende indikatorer for marts.

Udgivet af: NPinvestordk