AKTIER: Solskin over aktiemarkedet - Vigtige USA-regnskaber i fokus

Udgivet den 20-04-2011  |  kl. 11:21  |  

De europæiske aktier oplever en positiv dag efter et rally i Asien - bl.a. på baggrund af stærkt regnskab fra Intel sent tirsdag.

Det danske C20 stiger 1,2 pct. til 463,85.

DAX i Tyskland stiger over 2 pct. og FTSE i London med 1,8 pct. Futures i USA er oppe med næsten 1 pct.

I Danmark er det DSV, FLSMidth, TopDanmark og Pandora, der fører an med stigninger på over 2 pct. Novo stiger 1,77 pct. 

En af Carlsbergs vigtigste konkurrenter Heineken er i dag kommet med Q1 regnskab.  

- I relation til Carlsberg, har deres hollandske konkurrent Heineken præsenteret et regnskab, som umiddelbart ser ud til at være spot-on. Omsætningen lander på 3,6 mia. EUR som estimeret. Forventningerne fastholdes ligeledes, skriver Sydbank.

Aktien falder 1,5 pct. på børsen i Holland. Carlsberg-aktien stiger cirka 1 pct.

Vestas falder i dag 1 pct.

Vindmølleproducenten Goldwind fra Kina meddeler i dag, at bundlinien for årets første 3 måneder er faldet 17 pct. i forhold til for et år siden. Selskabet vil sælge obligationer for 5 mia. yuan for at hente penge. Det skriver Bloomberg.

Det kan meget vel bekræfte forventningen om, at også Vestas 1. kvartal bliver svagt, når de kommer med regnskab den 4. maj.

Stemningen på aktiemarkederne vil afhænge af en klynge af vigtige regnskaber det næste døgn.

I eftermiddag kommer Wells Fargo og AT&T fra USA. I aften kommer Apple, American Express og Qualcomm.

Torsdag kommer der tunge regnskaber fra General Electric, Nokia og Morgan Stanley.

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder