AKTIER - Stærk positiv stemning, TDC stiger voldsomt
Der herskede torsdag en stærk positiv stemning på det danske aktiemarked ovenpå det pæne kurshop i USA onsdag aften, og det betød, at KFX-indekset kort før middag var steget med 5,54 point til indeks 308,59.
Baggrunden for stigningen i KFX skyldes især stor interesse for TDC, efterhånden som markedets forventning om tro på en snarlig fusion er taget til som følge af interessen fra Telenor. TDC steg således i løbet af formiddagen med 8,5 pct. til kurs 337 kr. under dagens højeste omsætning.
Stigningen i TDC sker til trods for, at stort set alle analytikere er enige om, at en fusion mellem Telenor og TDC ikke er verdens mest oplagte ide, da synergieffekterne er til at overskue.
Blandt øvrige aktier, der havde en god dag, var GN Store Nord, som med en pæn stigning i Nasdaq i ryggen torsdag lagde 6 kr. oven i hatten til 109 kr. i-data er steget 3,5 pct til 119.
Også bankaktierne Danske Bank og Nordea oplevede pæn købsinteresse. Danske er steget godt 2 pct., mens Nordea er steget næsten 3 pct.
Vindmølleproducenten NEG Micon brillerer med en stigning på 4,0 pct. til 390 kr. uden nyheder.
NeuroSearch fortsætter med at falde, selvom selskabet onsdag havde en forholdsvis positiv nyhed omkring smertensbarnet, antidepressivet NS2389. NeuroSearch genoptager således samarbejdet omkring NS2389 med GlaxoSmithKline, men alligvel falder aktien i dag med 5,76 pct. til 245 kr.