AKTIER: Status quo på markedet - Vestas fortsatte op

Udgivet den 29-07-2005  |  kl. 17:05  |  

Det danske aktiemarked bød som ventet ikke på markante stigninger op til weekenden. Indekset lå dog i positivt terræn det meste af dagen og endte en anelse højere.

Således lukkede det toneangivende KFX-indeks 0,09 pct. højere i kurs 352,31. En test af rekordniveauet i kurs 355,68 fra oktober 2000 kan dog allerede komme i næste uge i forbindelse med regnskaber fra DSV og TDC.

Den schweiziske investeringsbank UBS opjusterede fredag morgen sit kursmål på A.P. Møller - Mærsk til kurs 70.000 fra 66.000. Banken fastholder endvidere sin købsanbefaling.

APM B lukkede helt uændret i kurs 60.000, der er et modstandsniveau.

Berlingske Business påpeger, at Vestas Wind Systems, Novozymes og Danisco alle vil få gavn af energipakken, der er på vej gennem den amerikanske lovmaskine.

Pakken lover skattebegunstigelser til vindmølleprojekter gennem den såkaldte Production Tax Credit, PTC og indeholder også en målsætning om at øge ethanolproduktionen til 7,5 mia. gallon i 2012, hvilket vil gavne danske virksomheder som Novozymes og Danisco, der fremstiller enzymer, der bruges til fremstilling af ethanol på basis af majs.

Vestas har fået mest ud af nyheden og lukkede godt 2 pct. højere i kurs 113, mens Danisco og Novozymes steg hhv. 0,5 og 1,5 pct.

Danske Equities nedjusterede anbefalingen på Auriga Industries til Hold fra Køb oven på et regnskab fra en konkurrent, som indikerer svagere markedsforhold. Det sendte Auriga-aktien 3,2 pct. ned i 195 kr.

SDC DanDisc opnåede et bedre resultat end forventet i 1. halvår 2005 og opjusterer forventningen til årets resultat. Resultat før skat (EBT) blev 17,1 mio. kr. mod 6,6 mio. kr. i 1. halvår 2004. Forventningerne til årets resultat før skat (EBT) i 2005 opjusteres således at den hidtidige forventning fra 20-30 mio. kr. indsnævres til 25-30 mio. kr.

Af Steffen Lundstrøm, steffen@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder