AKTIER: Stille åbning i vente - eksperter tror på kursstigninger

Udgivet den 03-07-2006  |  kl. 08:58  |  

Der er lagt op til en stille uge på børsen, men dog med chancer for at se markedet bevæge sig opad. I fredags lukkede det toneangivende OMXC20-indeks 1,9 pct. højere i 371,01

Der kom ro på aktiemarkedet i sidste uge, da den amerikanske centralbank antydede en pause i renteforhøjelserne. I USA ifredags var den store vinder General Motors, hvis aktie steg med 8,6 pct., efter storaktionæren Kirk Kertorian har bedt ledelsen om at lave en alliance med Renault og Nissan. Det er noget som Renault senere bekræftede, at selskaberne vil drøfte. Det skriver Bloomberg.

Mandagens handel i USA tegner til at blive meget tynd, da alle amerikanere fejrer Independence Day tirsdag den 4 juli. Markedet i USA lukker allerede kl. 19 i aften på grund af nationaldagen i morgen.

Aktiekurserne vil med stor sandsynlighed stige i anden halvdel af 2006 og slutte året på et højere niveau end nu. Sådan lyder vurderingen fra flere af Danmarks førende aktieeksperter i Berlingske Tidende. Men turen frem mod nytår kan godt blive barsk, og med store bump og udsving under vejs.

- Vi tror, aktierne slutter året højere. Den økonomiske vækst i Japan er overraskende høj. Europa klarer sig bedre, selv om det ikke er nogen vækstdynamo. Kina vil fortsat have meget høj vækst. Så der er masser af positive ting, og derfor tror vi på stigende kurser ude og hjemme resten af året, siger Henrik Fænø, aktiechef i Danske Bank.

Dagen i dag har allerede fra morgenstunden budt på to positive nyheder om store ordrer til Vestas og FLSmidth.

Vestas har modtaget en ordre fra den velrenommerede spanske vindkraftdeveloper, Parque Eólico de Alentisque S.L. på 31 stk. V82 vindmøller.
Værdien af ordren er ikke oplyst i første omgang, men Vestas skriver i en børsmeddelelse, at ordren ikke påvirker Vestas-koncernens forventninger til 2006.

FLSmidth's datterselskab FFE Minerals har opnået to store ordrer i Afrika og Australien. FFE Minerals har indgået kontrakt på et komplet mølleri samt et komplet flotationsanlæg til Konkola kobberminen i Zambia. Endvidere er der indgået kontrakt på levering af 8 Excel kegleknusere, hver på 1100 hk, til Fortescue Mining Groups helt nye jernmalmsprojekt i Australien.

De to ordrer har en samlet værdi på over 68 mio. dollar. Ordrerne vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen af anlæggene i hhv. 2007 og 2008, oplyser FLSmidth.

A.P. Møller - Mærsk Gruppen meddeler, at selskabet har afgivet et betinget offentligt tilbud på den samlede aktiekapital i det australske Adsteam Marine Limited for et beløb svarende til 3,0 mia. kr.

Adsteam Marine er noteret på Australian Stock Exchange og er en betydelig aktør inden for havne- og terminalbugsering primært i Australien og UK.

- Adsteam Marines netværk i Australien, Oceanien og UK komplementerer SvitzerWijsmuller’s globale netværk og styrker SvitzerWijsmuller’s strategi om at blive en global aktør og foretrukken udbyder af ”Safety and Support” til søs, skriver A.P. Møller - Mærsk i meddelelsen.

Købet af Adsteam Marine skønnes – såfremt det gennemføres – kun i mindre grad at ville påvirke A.P. Møller - Mærsk A/S’ resultatforventninger til 2006.

Der kan komme fokus på ALK-Abelló, der i morgen offentliggør kvartalsregnskab for 3. kvartal. Medicinalvirksomheden fremviste i sidste uge meget positive tal for en ny pille mod græsallergi.

I formiddag kommer der tal for detailsalg i maj i Danmark, mens Euroland offentliggør sit PMI Indeks for juni. Fra USA kommer offentliggøres ISM Indeks for juni samt ISM prisindeks for juni.


Udgivet af: NPinvestordk