AKTIER: Udsigt til gevinsthjemtagning - Vestas og Amagerbanken i fokus

Udgivet den 02-09-2010  |  kl. 08:24  |  

Efter de store stigninger på aktier i går tyder det på fald i dag.

Futures for DAX i Tyskland peger ned med 0,23 pct. og CAC i Frankrig med 0,69 pct.  

Der vil i dag være fokus på Vestas, Amagerbanken, rentemøder og nøgletal.  

Vestas holder onsdag-torsdag kapitalmarkedsdag i Colorado, USA.

Og Vestas er klar med avancerede vingetyper, der kan øge både marked og effektivitet for vindenergi. Det forklarede vindmøllekoncernens chef for udvikling af vinger, direktør Rob Sauven, i sit indlæg på Vestas kapitalmarkedsdag onsdag. Det skriver RB-Børsen.

Generelt er det Vestas' hovedsigte at videreudvikle vinger, der bringer teknologien langt videre end den teknologi, koncernen anvender i sin nyeste og mest avancerede 112-vinge. Udfordringerne er - ifølge Rob Sauven - vinger der tåler højere turbulens, kræver lavere vindhastigheder for at starte og som giver lavere støj.

Intet er afgjort. I dag er sidste chance for de eksisterende Amagerbank aktionærer, der vil sælge deres tegningsretter frem for at udnytte muligheden for at gå med i den aktieemission, som skal redde banken.

Det skriver Berlingske.

Men der er ikke opløftende nyt fra bankledelsen. Amagerbankens adm. direktør Jørgen Brændstrup svarer således på spørgsmålet om, hvorvidt der stadig er tvivl om bankens overlevelse:

- Vi er optimistiske, men det er fortsat en alvorlig situation. Vi skal opfylde kravene fra Finansiel Stabilitet, og indtil de er opfyldt, må vi være meget agtpågivende.

Selv om han fornemmer, at det går »fornuftigt« med at få udnyttet tegningsretterne, så beder han fortsat aktionærerne om hjælp til redningsforsøget. Her skal findes 750 millioner kroner, som Finansiel Stabilitet kræver for at lade banken få adgang til individuel statsgaranti for obligationsudstedelse til en værdi af 13,5 milliarder kroner.

USA børserne indledte september måned stærkt.

Gode tal fra USA og Kina betød rally på Wall Street.

Dow Jones steg 2,5 procent og S&P 500 steg 3,0 procent.Nasdaq steg også 3,0 procent.

- Der er et lettelsens suk blandt de langsigtede fonde og shorterne siger, at salgstrykket er ovre, siger Michael Binger, fondsforvalter på Thrivent, til Bloomberg News.

Det amerikanske ISM-indeks, som dækker indkøbschefernes syn på fremstillingssektoren, blev i august opgjort til 56,3. Det var markant bedre end de ventede 52,8.

Aktierne i Asien stiger pænt torsdag morgen. Dermed bygger de videre på den positive stemning fra USA.

Japan's Nikkei indeks stiger 1,22 pct. og Hang Seng i Hong Kong stiger 1,27 pct.

Det bliver en ganske begivenhedsrig dag med rentemøder i Sverige og eurozonen.

Det ventes at Riksbanken i Sverige hæver renten med 25 bp til 0,75 %.

Derudover kommer der bl.a.nytilmeldte ledige fra USA.

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder