AKTIER: Vågnede op med et sæt efter sløv dag
Det danske aktiemarked vågnede op sent fredag efter at have været nede og ligge hele dagen. I USA var tillidsindikatoren fra universitetet i Michigan i allerhøjeste grad tillidsvækkende, og var med til at støtte aktiemarkedet inden weekenden.
Det toneangivende OMXC-20 indeks ligger 0,1 pct. højere i 455,52.
Udenfor C20 har fokus først og fremmest været på biotekaktierne Genmab og Pharmexa
Genmab er oppe med 4,18 pct. i 374 kr. under stor handelsaktivitet. Der blev handlet for 1,2 mia. kr. Genmab aktier fredag. En af hovedaktionærerne, Serono, har netop meldt ud, at de har solgt deres store beholdning, og det har sat en masse aktivitet i gang.
Pharmexa er oppe med hele 10,23 pct. i 19,40 kr. Tekniske analytikere som fx Lars Persson, der er chefanalytiker i DK Trends peger på tekniske årsager til stigningen.
Et golden cross er når et værdipapirs kortvarig glidende gennemsnit, krydser et langvarigt glidende gennemsnit, så der på grafen optræder et korslignende formation, forklarer han.
- Vi har set et klassisk eksempel på et golden cross, siger Lars Persson
Pharmexa er også blevet positivt påvirket af et interview med administrerende direktør Jakob Schmidt. Han antydede overfor nyhedsbureauet Direkt, at selskabets tilkøbte amerikanske datterselskab Epimmune måske kan sælges med fortjeneste:
- Jeg må konstatere, at der en stigende efterspørgsel efter vaccineplatforme. Det er ikke vores forretning at købe og sælge virksomheder, men omvendt er det et værdifuldt strategisk aktiv, sagde administrerende Jakob Schmidt til mediet.
Både ølproducenten Carlsberg og underholdningskoncernen Parken Sports & Entertainment aktierne steg efter meddelelsen om, at Carlsberg skal levere drikkevarer til Parken i yderligere fem år.
Carlsberg B aktierne sluttede oppe med 0,36 pct. i 562 kr., mens Parken aktierne er oppe med 1,1 pct. i 1375 kr.