Aktier/middag: Årets store taberaktier forrest i positivt C25

Udgivet den 07-12-2018  |  kl. 11:49  |  
Maersk

Årets tre største tabere i C25, Pandora, Danske Bank og Bavarian Nordic ligger fredag middag i førerfeltet i eliteindekset, som ved 11.35-tiden ligger 1,3 pct. højere i 1037,91 og dermed revancherer en stor del af nedturen på 2 pct. fra torsdagens handel.

Faldet torsdag var blandt andet udløst af frygt for en forværring af handelsforholdet mellem USA og Kina oven på anholdelsen af finansdirektøren i det kinesiske teknologifirma Huawei, men markederne i Europa var allerede fra morgenstunden fredag anderledes positive, efter at de amerikanske aktier havde rettet sig mærkbart efter europæisk børslukketid torsdag.

Ifølge Jyske Bank var rygter om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve eller bare Fed, vil være lidt mere tilbageholdne med at hæve renterne, med til at vende stemningen på børserne i USA.

UDTALELSER AF FED-CHEF MODTAGES POSITIVT

- Feds chef, Jerome Powell, forsøgte også at holde modet oppe hos investorerne med en optimistisk vurdering af økonomien og beskrev arbejdsmarkedet som meget stærkt. Rygterne om en mere tilbageholden Fed og Powells udtalelser viser, at Fed er blevet mere bekymret for den negative stemning på de finansielle markeder, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i et notat.

Herhjemme stiger Pandora mest i C25 med et plus på 3,0 pct. til 348,70 kr., Danske Bank ligger lige efter med en stigning på 2,4 pct. til 139,75 kr., og Bavarian Nordic ligger ligeledes godt i feltet med en stigning på 2,1 pct. til 134,25 kr.

Fælles for de tre aktier gælder, at de som de eneste i C25 i år er faldet mere end 40 pct. Danske Bank holder i eftermiddag ekstraordinær generalforsamling, som storaktionæren A.P. Møller Holding har indkaldt til for at udskifte bestyrelsesformand Ole Andersen med Karsten Dybvad, der har en topstilling hos Dansk Industri.

Yderligere har Danske Bank oplyst, at pensionsselskabet Danica Pension forhandler om salg af sine svenske pensionsaktiviteter.

HÆVET KURSMÅL FOR VESTAS

Der er analysenyt om Vestas, da Danske Markets har skruet pænt op for kursmålet for vindmølleselskabets aktie til 620 kr. fra 545 kr. Samtidig fastholdes den positive anbefaling "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Vestas-aktien stiger fredag med 1,9 pct. til 499,40 kr.

Simcorp har endvidere fået hævet sin anbefaling hos Handelsbanken til "akkumuler" fra "reducer" med et uændret kursmål på 485 kr. Aktien ligger dog som den eneste i C25 i minus med et fald på 0,4 pct. til 442,40 kr., men det er efter en stigning på 6 pct. torsdag, da selskabet offentliggjorde en otteårig licensaftale med et asiatisk investeringsselskab.

Efter tre dage med et samlet fald på over 8 pct. stiger Mærsk B med 1,9 pct. til 8922 kr. Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) over spotpriserne for containerfragt fra Asien viser fredag et fald på 3,2 pct. for den forgangne uge. Det er femte uge i træk med fald i indekset.

ROCKWOOL OG SYDBANK IND I C25

Rockwool og Sydbank får opmærksomhed, da de inden længe bliver nye medlemmer af C25-indekset, hvor de vil erstatte Nordea og Bavarian Nordic. Det viser den halvårlige revision af indekset fra Nasdaq, der driver fondsbørsen i København.

Rockwool stiger 1,6 pct. til 1751 kr., Sydbank ligger 0,8 pct. højere i 159,60 kr., og Nordeas aktie stiger 0,8 pct. til 56,96 kr.

Luftfartsselskabet SAS kunne for november fremvise en trafikvækst på 0,8 pct. i forhold til samme måned sidste år. Aktien stiger ved middagstid 3,1 pct. til 15,20 kr., men var dog allerede steget forud for trafiktallene fredag formiddag.

Chemometec har besluttet at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på op til 110.000 egne aktier, hvilket svarer til ca. 10 mio. kr. med dagens kurs. Aktien ligger 4,2 pct. højere i 90 kr.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,90%
 
11/12/18

 
3,14%
 
11/12/18

 
0,50%
 
11/12/18

 
-2,98%
 
11/12/18

 
-3,76%
 
11/12/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder