Aktier/middag: Danske Bank brager op efter milliardudbytte - revanche til Novo og Zealand

Udgivet den 19-07-2024  |  kl. 11:36  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank er ved middagstid fredag braget i vejret efter et solidt regnskab for andet kvartal og varsel om milliardudbytte til investorerne.

Med i front er også Novo Nordisk og Zealand Pharma, der tager noget af det tabte tilbage efter en hård uge.

Det er med til at hive C25-indekset i plus med 0,4 pct. til 1929,87 - til trods for at hovedparten af de danske eliteaktier falder.

Et globalt it-nedbrud truer dog fredagsstemningen og har skabt nervøsitet på aktiemarkederne. Nedbruddet skyldes tilsyneladende en opdatering af antivirusprogrammet Crowdstrike. Opdateringen får computere, der bruger visse Microsoft-styresystemer, til at gå ned, og det har blandt andet ramt flere lufthavne og banker.

Det danske eliteindeks trodser tendensen fra de øvrige europæiske markeder, hvor de toneangivende indeks alle ligger med mindre fald.

DANSKE BANK MED STÆRK BUNDLINJE OG UDBYTTE

Danske Bank har fremlagt regnskab for andet kvartal, og som en række andre banker var spændingen om kvartalstallene begrænset, da en opjustering sidst i juni allerede have lagt forventningerne frem.

Banken fik stærke gebyrindtægter, der sender bundlinjen over forventning, og det stærke finansielle resultat får banken til at sende penge tilbage til aktionærerne allerede efter første halvår, mens der er hensigt om endnu mere for resten af året.

Samlet varsler banken, at der kan blive sendt op mod 27 mia. kr. tilbage til aktionærerne i år gennem udbytte og aktietilbagekøbsprogrammer.

- Jeg havde ikke regnet med et accelereret udbytte her i andet kvartal, og det tror jeg heller ikke, at markedet havde. Men det er måske også et behov for at give aktionærerne et udbytte nu på baggrund af de stærke resultater, så de ikke skal vente helt til året er omme, siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

Danske Bank stiger 8,1 pct. til 215,60 kr.

NOVO FÅR KURSMÅLSLØFT

Novo-aktien tager fredag lidt af det tabte tilbage og bliver hjulpet på vej af et øget kursmål fra storbanken HSBC. Den britiske bank løfter målet til 1150 kr. fra 1030 kr., mens købsanbefalingen af Novo-aktien gentages. Også Goldman Sachs har løftet Novos kursmål, der nu lyder på 1090 kr. mod hidtil 1070 kr., og også her er anbefalingen "køb".

Novo Nordisk faldt 3,5 pct. torsdag og 5,3 pct. onsdag efter nyt fra konkurrenten Roche, der har et lovende fedmemiddel på vej.

Fredag stiger aktien 2,5 pct. til 908,60 kr., og dermed kan ugens samlede fald indtil videre opgøres til 5,8 pct.

Zealand Pharma, der ligeledes har fået en hård medfart i ugens løb, stiger fredag 2,7 pct. til 872,50 kr.

I bunden ligger Mærsk, hvor B-aktien dykker 2,9 pct. til 10.720 kr.

Det sker efter friske ratetal, der viser et fald på 3,6 pct. i SCFI-indekset, der dækker ruterne ud af Shanghai. Det er anden uge i træk, at indekset falder, efter en lang periode med stigninger.

OPJUSTERING FRA ROCKWOOL

Stenuldskoncernen Rockwool løftede kort før børsens lukketid torsdag forventningerne til 2024. Analytikerne havde forudset trækket, idet de kaldte den tidligere prognose "konservativ".

Opjusteringen sker efter en stærk udvikling i andet kvartal, og koncernen venter nu en indtjeningsgrad på omkring 17 pct. mod hidtil i omegnen af 15 pct.

De nye forventninger er dog højere, end hvad både Sydbank og Citi havde forudset, og derfor kan det give anledning til at skrue lidt på estimaterne.

Alligevel ligger Rockwool nede med 1,7 pct. i 2927 kr. trods en indledningsvis stigning. Torsdag vandt aktien 2,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Tavshed om told sendte aktierne frem - smæk til energiaktier og Novo
17:33 Per Aarsleff betaler millioner for at blive ny hovedejer i færøsk selskab
17:04 Mandagens aktier: Vestas i pænt trit på Trump-rygter - Novo fortsat i kulkælderen
17:00 Mandagens obligationer: Renten holdt i skak af Holzmann og Trump
16:14 Vestas aktie vender rundt og stikker af fra Ørsted: På kort sigt er havvind mest udsat
15:54 Trump vil skrue op for oliehanerne - europæiske energiaktier sendes ned
15:47 Investeringsstrateg: Markedet tror forsigtigt på mindre "tarif-fokuseret" Trump
15:36 USA/åbning: Trump svinger taktstokken trods amerikansk helligdag - futures i grønt
14:57 Cbrain opjusterer og indsnævrer forventninger til vækst i omsætningen
13:19 Blackrock opfordrer til deregulering af de europæiske banker
13:15 De finansielle markeder er afventende: Hvad vil Trump komme med i sin tale mandag aften
13:04 Carlsberg får ændret kreditudsigter efter Britvic-opkøb er i hus
12:51 USA/tendens: Investorerne afventer Trumps indsættelse på helligdag
12:44 Siemens Energy sendes ned af nedgradering hos UBS: Prissat til perfektion
12:14 Europa/aktier: Flad udvikling før Trumps indsættelse
11:52 Torm-aktien presset af halveret kursmål og sænket anbefaling
11:48 Obligationer/middag: Renten løftes en smule efter høgeagtig kommentar fra Holzmann
11:34 Aktier/middag: Vestas og Ørsted til bunds forud for Trumps indsættelsestale
11:26 Tysk våbenproducent får kæmpeordre og godkendelse - aktien i højeste niveau nogensinde
11:12 JPMorgan-strateg spår større vækst hos amerikanske selskaber end hos europæiske