Aktier/middag: Gevinsthjemtagning rammer Bavarian og Vestas

Gevinsthjemtagning rammer mandag Bavarian Nordic og Vestas, der begge har været godt kørende på det seneste.
- Vestas og Bavarian skinner lidt i øjnene i det danske marked, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire.
Mærsks B-aktie hænger med et fald på 1,6 pct. til 20.620 kr. også lidt i bremsen efter sidste uges kursridt, der blandt andet blev drevet af en opjustering og opløftende udsigter. Fredag dykkede aktien dog med 4,9 pct. efter et større fald i SCFI-fragtrateindekset.
Generelt er stemningen i Europa lidt til den positive side, mens det danske C25-indeks halter efter med et fald på 0,5 pct. til 1724,30.
Sommerferien er så småt ved at være slut, og ugen byder på regnskaber fra en række selskaber fra øverste hylde - heriblandt Vestas, Ørsted, Novozymes og ISS.
VESTAS RAMT AF GEVINSTHJEMTAGNING OG SÆNKET ANBEFALING
I weekenden stemte Senatet i USA efter et længere tilløb en stor klimapakke igennem, som allerede i både forrige og sidste uge gav luft under vingerne for Vestas.
- De fik en pakke hjem i USA til 739 mia. dollar, hvoraf 369 mia. dollar går til klima. Nu er den på plads, og så tager man stikket hjem på de stigninger, der har været, vurderer afdelingsdirektøren om dagens udvikling i Vestas-aktien, der var steget med mere end 20 pct. forud for mandagens fald, siden de første nyheder om pakken ramte i forrige uge.
Med til at holde begejstringen nede er det også, at norske Fearnley Securities har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "køb", mens kursmålet er reduceret til 155 kr.
Det norske analysehus vurderer ifølge det svenske nyhedsbureau Direkt, at udsigterne på kort sigt er svage for vindmølleselskabet.
Ørsted, der også kan blive gavnet af klimapakken, løftes med 1,1 pct. til 834,50 kr.
Generelt ligger de lidt mere defensive aktier i toppen af C25-indekset med plusser på 1,5 og 1,3 pct. til Chr. Hansen og Demant.
BAVARIAN RAMT AF GEVINSTHJEMTAGNING
Bavarian Nordic taber 8,1 pct. til 362,50 k. Dermed agerer aktien bundskraber i C25-regi, hvor den dog stadig er den mest stigende i år.
- For Bavarian tør jeg umiddelbart ikke sige, hvad der banker den så meget ned. Men den er steget meget, og nogle af dem, der har shortet den, kan når den viser svaghedstegn måske være begyndt at trykke den lidt mere på maven, siger Ole Kjær Jensen, der ellers henviser til gevinsthjemtagning efter den seneste tids stigning.
SAS stiger 7,1 pct. til 50 øre, efter at 93 pct. af danske piloter i luftfartsselskabet stemte ja til en ny aftale om overenskomst i fredags, der resulterer i genansættelser af tidligere opsagte piloter, længere arbejdsuger og lavere løn.
Intermail får en sjælden bid af rampelyset efter opkøbet af det digitale bureau Head of Search Sverige, der i det seneste regnskabsår havde en omsætning på 11,3 mio. svenske kr. og et overskud før skat på 1,5 mio. svenske kr.
Intermail falder 4,5 pct. til 17,1 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›