Aktier/middag: Hård medfart til Demant efter nedjustering i nedtursramt C25

Udgivet den 17-07-2024  |  kl. 11:49  |  
Carlsberg

Demant får prygl af investorerne onsdag, hvor høreapparatproducenten straffes for en markant nedjustering tirsdag aften efter en svag udvikling i flere divisioner.

Nedjusteringen er allerede fra morgenstunden blevet kvitteret med flere sænkede anbefalinger og skårede kursmål fra analytikerkorpset.

Også i det samlede danske C25-indeks er stemningen særdeles negativ, og eliteindekset sendes midt på dagen ned med 1,7 pct. til 1923,72 efter et fald på 0,3 pct. dagen forinden.

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef hos Formuepleje, hænger det sammen med flere regnskaber fra danske konkurrenter.

- Danmark er en lille økonomi, hvor der er få store selskaber, som vægter meget tungt. Novo Nordisk er den største, og derfor påvirker de en del, konstaterer han og henviser til positivt fedmenyt fra konkurrencen Roche, der tynger Novo.

Også nedturen for Demant er med til at trække det samlede indeks ned.

TEKNOLOGI DYKKER

Ser man på det mere generelle marked er der en tendens til, at særligt teknologiaktierne er på retur efter længere tids optur. Aktuelt falder futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks med 1,2 pct. i USA.

- Der er ingen tvivl om, at teknologidelen fylder både direkte og indirekte, siger Otto Friedrichsen.

Herhjemme er Bavarian Nordic og Ørsted samt bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew blandt de få aktier, der holder snuden marginalt oven vande. Ørsted har ellers været under pres siden attentatforsøget på den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, da det menes at øge hans sandsynligheder for at blive valgt - og fordi han traditionelt har været mindre positivt stemt over for vindenergi.

Set med danske briller er det onsdag også værd at rette blikket mod USA og regnskabet fra Johnson & Johnson, der giver salgstal, som er relevante for aktionærer hos Genmab.

I makrokalenderen er det tal for den amerikanske boligsektor, der får opmærksomhed, før blikket torsdag kan rettes retur til Europa og en rentemeddelelse fra Den Europæiske Centralbank.

DEMANT TIL BUNDS EFTER NEDJUSTERING

Demant er suverænt bundskraber onsdag med et fald på 12,2 pct. til 262,20 kr. efter selskabets nedjustering tirsdag aften.

I en meddelelse begrunder Demant sin nedjustering med en svag udvikling i divisionerne Hearing Aids og Diagnostics.

Selskabet har i andet kvartal tabt væsentlige markedsandele inden for den forsikringsdækkede behandling i USA, men fastholder alligevel sine planer og strategi. Det oplyste selskabet i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag aften.

De tabte markedsandele har fået Demant til at halvere prognosen for organisk vækst til 2-4 pct. fra 4-8 pct. Samtidig er forventningerne til driftsresultatet, EBIT, før særlige poster skåret til 4300-4600 mio. kr. fra 4600-5000 mio. kr.

Nedjusteringen er ikke gået ubemærket hen hos analytikerkorpset. Hos Nordea er anbefalingen sænket til "hold" fra "køb". I en analyse konstaterer den nordiske storbank, at "det er tydeligt, at Demants nye strategi har ført til en væsentligt mere negativ reaktion fra store betalere", og hos amerikanske Citi kaldes nedjusteringen for "skuffende og klart negativt".

Imens har børshuset Oddo BHF sænket anbefalingen til "neutral" fra "outperform" og kursmålet til 318 kr. fra 400 kr.

Deutsche Bank har barberet kursmålet mere end 20 pct. til 285 kr. fra 373 kr., men gentaget anbefalingen "hold", og norske DNB har skåret kursmålet til 370 kr. fra 400 kr., men fastholdt "køb".

HOLLANDSKE MYNDIGHEDER FRARÅDER WEGOVY-DÆKNING

Novo Nordisks pris på fedmemidlet Wegovy er blevet vurderet for dyr i Holland, hvor myndighederne advarer mod at dække omkostningerne for de hollandske brugere.

Dækningen af Wegovy vurderes at ville koste 1,3 mia. euro årligt gennem en obligatorisk forsikring, og det er svært at retfærdiggøre i det hollandske sundhedsbudget, mener myndighederne.

De mener endvidere, at de langsigtede fordele ved Wegovy er for usikre.

Novo har onsdag også fået konkurrentnyt fra schweiziske Roche, der har fremlagt positive data fra et studie med en vægttabspille.

Aktien falder 4,2 pct. til 929,20 kr.

Omvendt stiger Bang & Olufsen med 2,5 pct. til 9,60 kr., efter at elektronikkoncernen har indgået et langvarigt samarbejde med den kinesiske elektronikkæmpe TCL Electronics.

Aftalen skulle ifølge Bang & Olufsen kunne blive "det mest betydende licenspartnerskab", som selskabet har indgået.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:53 Europa/lukning: Grøn aktiedag forud for Nvidia-regnskab og inflationstal
17:37 Novonesis leverer tocifret vækst i andet kvartal og opjusterer forventningerne
17:16 Novonesis vil udbetale udbytte på 2 kr. per aktie
17:16 Tirsdagens obligationer: Rentestigning efter forsigtig melding fra ECB-medlem
17:04 Tirsdagens aktier: Novonesis vendte minus til plus efter opjustering
16:18 Nordea indgår forlig til 233 mio. kr. i amerikansk hvidvasksag
15:48 Pandora: Domstol vil ikke genåbne Kasi-Jespers konkursbo
15:41 USA/åbning: Eli Lilly løftes i marked med pres på megacap-aktier
15:15 Novo-analytiker om Lillys nye tilbud på fedmemiddel: Er rettet mod en mindre del af markedet
15:13 Amazon betaler 100 mio. dollar for podcast med football-brødre
14:51 Carlsbergs rabat i forhold til forbrugsvareaktier ses som uberettiget af Bank of America
14:32 USA/tendens: Eli Lilly tager fokus efter nyt om priser på vægttabsmiddel
14:27 Sonova kalder nyt topprodukt for paradigmeskifte i industrien
14:08 Europa/aktier: Flad udvikling med øjnene rettet mod Nvidia og inflationstal
13:47 Europa/aktier: Flad udvikling med øjnene rette mod Nvidia og inflationstal
13:22 Aktierådgiver: Nvidia-regnskab har utrolig stor betydning - resultaterne kan sprede sig til andre vækstaktier
13:12 Novos ærkerival sælger vægttabsmidlet Zepbound med rabat på op til 50 pct.
12:32 Genmabs partner får udvidet godkendelse til lungekræftmiddel i EU
11:42 Carlsberg kan lande flere Pepsi-kontrakter med overtagelse af Britvic spår Danske Bank
11:32 Obligationer/middag: Renten stiger en smule sammen med aktierne