Aktier/middag: Jyske Bank misser optur

Udgivet den 30-04-2014  |  kl. 11:48  |  

Jyske Banks kvartalsregnskab har bragt bankaktien i fedtefadet onsdag middag. Derimod stiger de øvrige to øvrige hovedrolleindehavere på regnskabsscenen, DSV og Sydbank, der ellers begge leverede resultater i underkanten af forventningerne.

C20 Cap-indekset klarer sig generelt godt sammenlignet med resten af Europa. Der er mindre stigninger i 15 af de 20 eliteaktier, og selve indekset ligger 0,5 pct. højere i 765,67. Dermed ligger indekset mindre end 1 pct. fra lukkerekorden på 771,79 sat den 25. februar.

I det lys er Jyske Banks nedtur på 4,5 pct. til 295,5 kr. ganske bemærkelsesværdig.

- Regnskabet skuffer på bundlinjen. Deres nedskrivninger blev højere, end vi havde forventet, og de har ikke markant formået at nedbringe nedskrivningerne i forhold til tidligere perioder. Det springer for mig i øjnene, siger aktieanalytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

Jyske Banks nedskrivninger steg marginalt til 289 mio. kr. i første kvartal fra 288 mio. kr. i fjerde kvartal 2013 og fra 242 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Ifølge et estimat, som SME Direkt havde indsamlet for Ritzau Finans, havde analytikerne ventet et fald i nedskrivningerne til 223 mio. kr.

Også netto- rente og gebyrindtægterne skuffede, og bundlinjen på 341 mio. kr. var over en kvart milliard lavere end ventet.

INVESTORERNE SPÆNDER SIG PÅ DSVS VOGNTOG

DSVs regnskab har derimod fået en god modtagelse, selv om regnskabet på rigtigt mange parametre lå inden for rammerne af det, der var ventet af markedet. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger landede på 676 mio. kr. mod ventet 694 mio. kr.

På bundlinjen leverede DSV blot 119 mio. kr. mod ventet 316 mio. kr., hvilket skyldes, at transportkoncernen har udgiftsført særlige poster på 300 mio. kr. til et effektiviseringsprogram. Her havde analytikerne kun ventet, at DSV ville udgiftsføre 63 mio. kr., men DSV har bogført samtlige udgifter til programmet i et hug.

- Vi undrer os lidt over, at DSV stiger på regnskabet. Det afviger ikke meget fra konsensus, og med den performance aktien har haft op til regnskabet, tænkte vi umiddelbart, at den godt kunne sætte sig lidt. Men regnskabet ændrer heller ikke på, at vi fortsat er positive over for DSV-aktien, siger handler i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

DSV-aktien startede onsdagen i negativt terræn, men ligger ved middagstid til en stigning på 1,5 pct. til 178,5 kr.

I C20-regi overgås det alene af Coloplast og Vestas, der stiger henholdsvis 2 pct. og 1,6 pct. til 453 og 235,4 kr. Danske Bank har hævet anbefalingen på Coloplast til "køb" fra "hold" med henvisning til et positivt syn på potentialet for Coloplasts stomi-platform Sensura Mio.

SYDBANK BELØNNES FOR SPAREPLAN

Blandt sidepapirerne stiger Sydbank med 2,3 pct. til 140 kr. Regnskabet for første kvartal viste større nedskrivninger end ventet, men bundlinjen overgik akkurat analytikerestimaterne med 5 mio. kr. og viste et overskud på 286 mio. kr.

Samtidig annoncerede Sydbank en ny plan, der skal løfte indtjeningen med 200 mio. kr.

- Der bliver sat nogle ting i søen, som markedet tager positivt imod. Regnskabstallene er meget på linje med forventninger, konstaterer Martin Munk, der derudover peger på, at aktien har været sat skammekrogen. Det skyldes blandt andet, at nedskrivninger belastede indtjeningen i 2013 i uventet grad.

Tilbage i C20 ligger storbankerne Danske Bank og Nordea tæt på uændret.

Danske Bank har onsdag fået har hævet bankens kreditvurdering af kreditvurderingsselskabet Standard & Poor’s. Den langsigtede rating er hævet til A fra A- og den kortsigtede til A-1 fra A-2. Udsigterne for ratingen er dog ændret til ”negativ” fra ”stabil”, hvilket indikerer, at den nye rating kan blive taget af bordet igen.

Danske Bank falder 0,1 pct. til 153,7.

Nordea, der har fået hævet sin anbefaling af finanshuset SEB til "køb" fra "hold", stiger 0,2 pct. til 77,30 kr.

Endelig ligger Novo Nordisk, der kommer med regnskab torsdag morgen, til en stigning på 0,2 pct. til 244,7 kr.

FOMC-MØDE KAN SÆTTE DAGSORDENEN

Senere i aften vil der være fokus på Federal Reserves rentemøde. Dertil kommer et væld af amerikanske nøgletal i eftermiddag, herunder den første opgørelse for væksten i bruttonationalproduktet i første kvartal. Der ventes ifølge Bloomberg News en fremgang på 1,2 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder