Aktier/middag: Kurs mod god ugeafslutning med Novo og ISS i front

Der er god stemning i C25-indekset fredag, hvor Novo Nordisk ved middagstid har lagt sig i toppen, mens også ISS fortsætter sine gode takter, efter at torsdagens regnskab og efterfølgende tocifret kursgevinst har fået flere finanshuse til at skrue op for forventningerne til serviceaktien.
NKT er endt under pres efter sit regnskab, hvor prognosen for det nye år ikke ser ud til at falde i investorernes smag. Endnu værre går det dog Zealand Pharma, hvor efterreaktionerne på torsdagens regnskab sender aktien til bunds i eliteindekset.
Samlet styrer det mod en god afslutning på ugen med et plus på 0,9 pct. til 1829,27 for C25-indekset, som dermed trækker Danmark op foran et generelt positivt europæisk marked.
- Det kunne vi også godt trænge til. Danmark har jo haltet efter resten af Europa her i år, må man sige. Og meget af det skyldes jo netop vores meget lille og meget koncentrerede aktiemarked med nogle få store selskaber, som kan rykke gevaldigt på tingene. Så det er jo dejligt at se, at når der er en god stemning derude, at så smitter det også af i Danmark, siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA, til MarketWire.
Uden for C25-indekset er DFDS under pres efter sit regnskab, hvor driften har taget et hug, mens Cbrain fortsætter sin kursnedtur, efter at der et tikket negativt analysenyt ind til selskabet oven på torsdagens strategiskifte.
ANALYTIKERNE SVÆRMER OM ISS
ISS ligger med i toppen af eliteindekset med et plus på 2,8 pct. til 168,30 kr. efter torsdagens regnskabsoptur på 12,7 pct.
Dermed fortsætter fremgangen efter regnskabet, der viste, at servicegiganten kom flyvende ud af 2024. Nu har analytikerne haft tid til at se nærmere på tallene, og både ABG Sundal Collier og Goldman Sachs reagerer ved at skrue deres respektive kursmål op med henholdsvis 13 pct. og 35 pct. over torsdagens slutkurs - begge ledsaget af anbefalingen "køb".
Kepler Cheuvreux har hertil hævet anbefalingen til "køb" fra "hold".
Serviceaktien overgås kun af Novo Nordisk, som stiger 3,2 pct. til 614,50 kr. uden store nyheder bag.
NKT PRESSES AF PROGNOSE
Mens kabelproducenten NKT kunne præstere overraskende positive tal for både omsætning og indtjening, så ligger prognosen for 2025 under analytikernes nuværende estimater.
NKT går tilbage med 2,9 pct. til 497,80 kr.
Helt i bunden kan man ved middagstid finde Zealand Pharma, som falder 4,1 pct. til 723 kr.
Det kommer i kølvandet på regnskabet torsdag, hvor Zealand-aktien faldt 2,2 pct. Nordea har da også skruet ned for kursmålet til 940 kr. fra 1025 kr., men gentager dog købsanbefalingen.
DFDS MED "GAMMELT" NYT
Rederi- og logistikvirksomheden DFDS har været i kursmæssig modvind de seneste år, og fredag fortsætter rederiaktien ned med 0,6 pct. til 107,40 kr. Det sker efter sit regnskab for fjerde kvartal, hvor der er tilbagegang på driften.
Driftsresultatet faldt til 743 mio. kr. fra 1030 mio. kr. i samme periode sidste år og mod et ventet overskud på 754 mio. kr.
DFDS venter et driftsresultat i år på omkring 1 mia. kr. og en omsætningsvækst på 5 pct. Dermed bekræftes de månedgamle forventninger.
NEDTUR FORTSÆTTER HOS CBRAIN
Cbrain falder kort før middag 6,1 pct. til 141,80 kr. efter en ordentlig en på sinkadusen torsdag, hvor aktien fik barberet 22,6 pct. af værdien.
Det var et fokus rettet mod vækstambitioner i udlandet, der i fremtiden skal udgøre langt størstedelen af it-selskabets omsætning, der punkterede aktiekursen. ABG satte sent torsdag kursmålet for aktien ned med 21 pct. til 150 kr. fra 190 kr. og gentog anbefalingen "hold".
Nilfisk var regnskabsaktuelt torsdag, og efterfølgende har SEB sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb". Kursmålet er samtidig skruet ned til 110 kr. fra 130 kr.
Aktien falder 1,6 pct. til 101,60 kr. efter et fald på 4,6 pct. torsdag.
.\\˙ MarketWire