Aktier/middag: Lundbeck i front for C20 i bedring

Udgivet den 07-08-2013  |  kl. 11:45  |  

Onsdag morgen bød på fortsat dårligt humør på aktiemarkedet, men efter kl. 10.30 er der kommet bedre stemning hos handlerne i Europa, og flere indeks er gået i plus. Det gælder dog ikke helt i Danmark, hvor C20 Cap-indekset blandt andet belastes af Vestas og regnskabsaktuelle TDC.

Ved 11.45-tiden ligger C20 Cap-indekset således i et fald på 0,3 pct. til 601,32 oven på tirsdagens minus på 1,1 pct.

- Der er tale om lavere risikovillighed, og så har der også været pæne stigninger på det sidste, så det kan tegne på lidt gevinsthjemtagning, lød det fra aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger over for Ritzau Finans inden markedets åbning.

Øverst i indekset funkler Lundbeck, der trods et lidt skuffende overskud i morgenens kvartalsregnskab tages godt imod af investorerne for sin opjustering.

Nettounderskuddet endte på 502 mio. kr., hvor der ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans var ventet et minus på 293 mio. kr. På toplinjen faldt omsætningen til 3536 mio. kr. Her havde analytikerne dog regnet med et større dyk til 3412 mio. kr.

Selskabet præciserede dog sine forventninger opad, så der nu i 2013 ventes et driftsresultat, EBIT, på 1,3-1,7 mia. kr. samt en omsætning på 14,6-15,0 mia. kr. Tidligere ventede man et driftsoverskud på 1,2-1,7 mia. kr. og en omsætning på 14,4-15 mia. kr.

Alm. Brand Markets kalder regnskabet "stærkt", og aktien stiger da også 1,6 pct. til 116,80 kr.

TDC er til gengæld sendt mod indeksets bund for sit kvartalsregnskab, der var overraskende på den modsatte måde af Lundbeck: Omsætningen skuffede, mens bundlinjen var bedre end ventet. Selskabet tjente 1054 mio. kr. i kvartalet mod ventet 666 mio. kr., og omsætningen lød på 6146 mio. kr., hvor der var ventet 6254 mio. kr. ifølge SME Direkts estimater.

Samtidig lover TDC at udbetale et udbytte på 1,5 kr. pr. aktie til sine aktionærer. TDC-aktien falder dog 2,1 pct. til 46,9 kr. og ifølge Sydbank-analytiker Morten Imsgard bliver selskabets egne forventninger til 2013 svære at nå.

Vestas falder med hele 3,2 pct. trods, at der er ingen større nyheder ude om selskabet oven på tirsdagens melding om et sagsanlæg fra belgiske Deminor. Investorerne lader til at tage gevinster hjem efter en firedobling af selskabets aktiekurs fra nytår frem til fredag. Aktien ligger med onsdagens stigning i 113,30 kr. - fortsat 255 pct. højere end 1. januar.

To af A.P. Møller - Mærsks større konkurrenter inden for containerfragt, Hapag Lloyd og Neptune Orient Lines, har fremlagt halvårsregnskaber, der, hvis man kigger på det operationelle resultat, viser fremgang. Samtidig har Nordea sænket sin anbefaling af Mærsk-aktien til "køb" fra tidligere "stærkt køb". B-aktien løftes 0,2 pct. til 44.200 kr.

Uden for C20-indekset er der blandt andet kommet regnskaber fra Ringkjøbing Landbobank og North Media. Landbobanken, der traditionelt har vist sig bundsolid, leverede i halvåret en voksende indtjening på gebyrer, provisioner og valuta og en let stigende basisindtjening på 424 mio. kr. North Media opjusterede sine forventninger til hele 2013 trods faldende omsætning og overskud.

Ringkjøbing Landbobank løftes 1,6 pct. til 1015 kr., mens North Media stiger 3 pct. til 13,80 kr.

Greentech Energy Systems falder til gengæld 5,9 pct. til 14,40 kr. efter sit kvartalsregnskab, som ellers viste stigende omsætning og driftsindtjening samt en bundlinje, der gik fra minus til plus. Selskabet fastholdt sine forventninger til 2013.

SAS stiger 2,5 pct. til 12,50 kr. efter et lovende sæt trafiktal for juli. Hele 12,2 pct. steg trafiktallet RPK med, mens belægningsprocenten også blev øget med 2,1 pct.point.

I Sjælsø Gruppens bestyrelseslokaler blev der natten til onsdag truffet en skæbnesvanger beslutning. Selskabet har anmeldt rekonstruktion, fordi man ikke har kunnet skaffe nødvendig finansiering til at styrke likviditeten. Derfor ønsker bestyrelsen, at Sjælsø Gruppens aktier, der tirsdag steg 3,6 pct. til 3,1 kr., bliver suspenderet for al handel på børsen. Et ønske, som inden åbning blev efterkommet af Nasdaq OMX Copenhagen.

- Det er ikke bankerne, der har tvunget os. Det er vores egen skyld. Vi har ikke været i stand til at få realiseret de værdier, vi har. Det har taget længere tid end vi havde regnet med at få solgt vores aktiver, lyder det fra administrerende direktør, Flemming Jensen.

G4S har ifølge Daily Telegraph trukket sig fra konkurrencen om at vinde et udbud fra Storbritanniens kriminalforsorg. G4S vil derfor ikke byde ind på muligheden for at forsyne kriminalforsorgen med fodlænker til kriminelle, og det sker, efter at selskabet har været ramt af anklager om, at det har fusket med kontrakter med netop fodlænker. G4S-aktien falder 1,1 pct. til 19,47 kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder