Aktier/middag: Lundbeck og Vestas i hver sin ende

Udgivet den 16-05-2013  |  kl. 11:45  |  

Lundbeck og Vestas tiltrækker sig mest opmærksomhed på det danske aktiemarked torsdag, hvor de to selskaber sendes til hver sin ende af C20 Cap-indekset.

Uden for eliteaktierne er der hug til regnskabsaktuelle Bavarian Nordic og ØK, ligesom Østjydsk Bank fortsat er placeret i investorernes skammekrog efter sit udskudte regnskab onsdag.

Samlet falder C20 Cap-indekset 0,4 pct. til 585,66 ved 11.45-tiden og ligger dermed en anelse lavere end gennemsnittet i Europa.

Lundbeck-aktionærer kan blandt andet takke det amerikanske finanshus JPMorgan for dagens stigning, som ved frokosttid er på 3 pct. til 116,20 kr.

JPMorgan har nemlig indledt dækning af Lundbeck-aktien med anbefalingen "overvægt" og et kursmål på 149 kr. Samtidig skriver dagbladet Børsen, at Lundbeck håber, at alkoholpillen Selincro kan være med til at tredoble omsætningen i Rusland til en halv mia. kr. i løbet af de kommende år.

For Vestas vedkommende er det knap så positive nyheder, der dominerer. Selskabet bekræftede efter børslukketid onsdag rygter i markedet om, at installationen af det 396 megawatt store Mareña Renovables-projektet i Mexico, hvortil Vestas skal levere møllerne, er forsinket.

Projektets byggeplads har i længere tid været blokeret af modstandsgrupper, hvilket har forsinket projektet "betydeligt", og en af projektets investorer, Macquarie, overvejer at nedskrive sin andel i projektet.

Kommunikationsdirektør i Vestas, Michael Zarin, oplyser dog over for Ritzau Finans, at det ikke har nogen effekt på vindmølleproducentens forventninger til 2013.

Investorerne reagerer dog med skepsis og handler vindmølleaktien 3,4 pct. ned til 68,10 kr. Det kan dog også spille ind, at Vestas-aktien de foregående fire handelsdage steg samlet 33 pct. efter et vel modtaget kvartalsregnskab, og nogle investorer kan derfor nu have valgt at tage profit hjem.

Ellers er det de mindre og mellemstore selskaber, der er i fokus torsdag. Vaccinefabrikanten Bavarian Nordic har sendt sine første kvartalstal på gaden før markedets åbning.

Selskabet er rigtigt godt tilfreds med den start, det har fået på det nye år, som blandt andet har budt på endnu en stor ordre på koppevaccinen Imvamune fra regeringen i USA.

- Den nye, store ordre på Imvamune fra den amerikanske regering sikrer vores produktion de næste år frem og skaber forventning om fortsat lønsomhed for divisionen for infektionssygdomme, udtaler Bavarians administrerende direktør, Anders Hedegaard, i kvartalsregnskabet.

Underskuddet før og efter skat udgjorde henholdsvis 40,6 og 33,8 mio. kr. mod 35,3 og 29,3 mio. kr. på posterne i første kvartal sidste år, meddeler Bavarian Nordic, der ultimo marts havde et kapitalberedskab på 543 mio. kr.

Selskabet fastholder forventningerne til 2013 om en omsætning i størrelsesordenen 1100 mio. kr. og et nulresultat før skat. Kapitalberedskabet ultimo året ventes at være i størrelsesordenen 600 mio. kr. Aktien falder 3,6 pct. til 67,50 kr.

Et andet selskab i biotek/medicinalbranchen, Topotarget, løftes til gengæld pænt, efter at det offentliggjorde nye data fra et studie med lægemiddelkandidaten Belinostat.

Resultaterne tyder ifølge meddelelsen fra Topotarget på, at Belinostat potentielt vil kunne opfylde et udækket behov i behandlingen af recidiverende eller resistent perifer T-celle lymfekræft. Det gælder selv for patienter, som er svære at behandle, skriver selskabet. De viser nemlig en objektiv responsrate på 26-28 pct. Aktien stiger 7 pct. til kurs 3,33.

ØK, der består af en fødevarevirksomhed i Venezuela og en flytteforretning, kom også med regnskab torsdag, og det bød igen på udfordringer på grund af det første forretningsben.

Et stort valutakurstab fra Venezuelas devaluering bidrog væsentligt til et underskud på 303 mio. kr. efter skat i årets første tre måneder. Aktionærerne er dog ikke voldsomt overraskede, og ØK-aktien falder kun 1 pct. til 102,50 kr.

Østjydsk Bank er til gengæld fortsat presset på fondsbørsen, efter at banken overraskende onsdag udskød sit kvartalsregnskab med to uger på grund af et besøg fra Finanstilsynet.

Det har fået alarmklokkerne til at ringe hos flere eksperter, skriver blandt andre Berlingske Business, og på børsen er investorerne også ramt af nervøsitet. Banken falder igen med mere end 10 pct. og ligger i kurs 95 mod kurs 119 inden regnskabsmiseren.

Senere torsdag ventes der regnskaber fra Intermail, AaB og Vordingborg Bank.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk