Aktier/middag: Mærsk trækker pæn C25-fremgang - Chemometec kommer igen

Udgivet den 02-12-2019  |  kl. 11:21  |  
FLSmidth

Mærsk-aktierne agerer mandag formiddag slæbebåd for et C25-indeks i let fremgang.

Generelt er flere cykliske aktier med i toppen, efter at kinesiske nøgletal har vist sig stærkere end ventet, og blandt sidepapirerne er Chemometec igen i vælten, efter at selskabet har udpeget en ny direktør og sat flere ord på den korte og kryptiske meddelelse, som blev sendt ud fredag eftermiddag.

Samlet set stiger C25-indekset med 0,5 pct. til 1224,44 - trukket mest af Mærsk, hvis A-aktie stiger 3,6 pct. til 9120 kr., mens B-aktien løftes 3 pct. til 9762 kr.

STÆRKE NØGLETAL TRÆKKER CYKLISK SEGMENT OP

Fremgangen hænger primært sammen med, at nøgletal fra Kina lørdag og natten til mandag viste sig noget bedre end ventet.

Caixin-målingen af PMI viser et indeks for fremstillingssektoren på 51,8 i november mod en aflæsning på 51,7 måneden før. Økonomerne havde omvendt ventet et fald til 51,5 i november, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

De officielle data viste sig lørdag også at være bedre end ventet. Her steg PMI-indekset for fremstillingssektoren til 50,2 i november fra 49,3 i oktober. Samtidig viste PMI-indekset uden for fremstillingssektoren også fremgang til 54,4 fra et indeks på 52,8 måneden forinden.

Begge nøgletal er bedre end ventet blandt økonomerne, der havde sat næsten op efter indeks på henholdsvis 49,5 og 53,1 i november. Det skaber positiv stemning, selv om aktiviteten i markedet fortsat er lav.

- Vi ser blandt andet Mærsk stige pænt efter nøgletallene fra Kina. Der er generelt lidt positiv stemning i det cykliske segment på baggrund af de tal, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, til Ritzau Finans.

- Vi skal lige have amerikanerne ind på banen igen, før der for alvor kommer gang i den. Der er nok også en del, der er begyndt at lukke bøgerne for året, så jeg tror, at vi vil se lidt lavere volumen frem mod jul, uddyber han.

Med fremme er også FLSmidth, der nyder godt af det positive fokus på cykliske aktier og stiger med 1,9 pct. til 253,80 kr.

Det samme gør Vestas, som desuden er understøttet af nyheden om endnu en stor ordre i USA - denne gang på 149 megawatt (MW) til et unavngivent projekt og en unavngiven kunde.

Vindmølleaktien stiger med 2,1 pct. til 659 kr.

PANDORA TRYKKET AF IT-PROBLEMER PÅ BLACK FRIDAY

Smykkeselskabet Pandora falder omvendt med 2,2 pct. til 267 kr. Det kan primært tilskrives en historie om, at selskabet havde it-udfordringer i løbet af fredagens black friday på det store amerikanske marked.

- Der var nogle problemer på black friday i USA, og det er selvfølgelig ikke det mest heldige tidspunkt, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Pandora var fredag ramt af problemer med et elektronisk kassesystem, der typisk også kan løse opgaver inden for administration, lagerstyring, bogføring og lignende.

Det sendte også fredag aktien i bunden af C25-indekset. Her faldt aktien med 5,1 pct.

Demant falder desuden med 2 pct. til 203,30 kr. Det sker, efter at Danske Markets har sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb" og sænket kursmålet til 215 kr. fra 230 kr.

CHEMOMETEC KOMMER IGEN EFTER RODET FREDAG

Blandt sidepapirerne er der comeback til fredagens mest omtalte aktie - Chemometec - som har fået udpeget en ny topchef og sat flere ord på den kryptiske meddelelse om ledelsesskifte fra fredag, hvor selskabet også anmodede om børspause.

Chemometec har valgt at sige farvel til Michael Eising, som indtil fredag var administrerende direktør, og han skal erstattes af Steen Søndergaard, fortalte selskabet søndag.

Baggrunden for skiftet er, at bestyrelsen vil have en topchef, der er mere synlig på arbejdspladsen, fortæller bestyrelsesformand Preben König.

Chemometec har hjemme i Allerød, mens Michael Eising ifølge CVR-registreret har bopæl i Monaco.

- Det er noget, man forholder sig til hen ad vejen. Første periode gik det, som det skulle, men her på det seneste har vi skønnet, at det er en nødvendighed, at man er mere synlig og har en større nærhed til de daglige operationer, siger han til Ritzau Finans.

Han forklarer desuden, at baggrunden for den meget kortfattede og noget kryptiske meddelelse var, at Chemometec-bestyrelsen havde fået nys om, at der var viden om planerne om et direktørskifte uden for bestyrelseskredsen.

Derfor anmodede bestyrelsen fredag om børspause, hvilket skabte panik på markedet og sendte Chemometec-aktien ned med 20,4 pct. Mandag kommer den lidt igen med en stigning på 16,1 pct. til 238 kr.

NKT er desuden understøttet af, at amerikanske JPMorgan har løftet sit kursmål for den aktie til 145 kr. fra 100 kr. Anbefalingen "neutral" fastholdes. Aktien - der også er af cyklisk karakter - stiger med 3,7 pct. til 147,90 kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder